En tur paa ambassaden, centralisering, stegt soepoelse og hyrevogne

I gaar var vi paa ambassaden for at udfylde og afhente nogle forskellige papirer, vi skal bruge i forbindelse med vielsen. Det viste sig, at thailandsk lovgivning siger, at manden skal garantere at kunne forsoerge sin fremtidige hustru; Som saadan skal man kunne paavise at have en fornuftig indkomst. Efter at have givet den soede danske dame paa ambassaden lidt hundeoejne og ydmygt forklaret, at vi kun vanskeligt kunne faa fat paa mine gamle loensedler, udviste hun heldigvis lidt civil ulydighed. Hun lod dog ikke til at maatte slaa voldsomme knuder paa sig selv, saa jeg taenker dansk ligestillingstaenkning foer har trumfet thailandsk lovgivning paa det punkt. Naa, i alt fald har vi nu hendes, og dermed den danske stats, ord for at vi kan blive gift. Nu skal papirerne oversaettes til thai af det specielle agentur, som maa det. Saa skal det legaliseres, og med oversaettelsen i haanden kan vi tage paa raadhuset og bliver borgerligt viet. Paa den vis, ad snoerklede veje, kan vi langt om laenge blive gift paa Koh Tao, d. 26. februar som vi oensker.

Skiftet fra ambassadens koelige skygge til den massive hede og vejarbejdet udenfor var slaaende. Saadan lidt halv-gifte og varmesvimle tog vi paa eventyr. Nu hvor vi maa se os stavnsbundet af tandlaegeafteler, kan vi lige saa godt bruge tiden i Bangkok bedst muligt. Vi blaffede lidt rundt paa maa og faa og endte i Chinatown, efter at have iagttaget et sjovt faenomen overalt hvor vi kom. I Bangkok ligger den ene specialforretning klods op ad den naeste, men de saelger alle det samme! Syv-otte soelvforretninger ligger ved siden af hinanden, andetsteds deler fem knallertreservedels-forretninger gade, og vil man koebe et ur ligger butikkerne dertil ogsaa i store klynger. Rekorden holdes nok indtil videre af de to naboforretninger, som udelukkende saelger bornholmerure! Det er vel meget smart for forbrugerne, at de ved hvor de skal gaa hen, men jeg kan ikke gennemskue hvorvidt det er konkurrencefremmende eller om det istedet borger for prisaftaler i en grad, som ville faa misundelsens taarer til at pible fra danske roerfabrikanters oejne.

Efter at have beset en raekke klyngeforretninger endte vi som sagt i Chinatown. Chinatown er en voldsomt spaendende bydel, hvor gaderne, selv efter thailandsk tandard, er snaevre og overfyldte. Stegte soepoelser, indvolde i eddike, toerrede slanger, indbagte svinetryner, gelatineret og soedet kokosmaelk, insekter, vakuumpakkede hotdogs og alskens andre uvante madvarer og det der ligner, faldbydes her af tusind og een handlende. De har som bz'ere slaaet deres egen bod op paa fortovet, saa der kun levnes en smal smal strimmel fortov mellem den intermistiske bod og den bagvedliggende forretning, som maa se sig henset til at eksistere i en slags skyggetilvaerelse, skjult bag gadeboden. Hver kvadratmeter udnyttes af mennesker, dyr, skrald eller varer. Vi forsoegte at navigere rundt et par timer, saa de samme gader et par gange, drak et par colaer og gloede til oejnene blev traette. En taxi, mere om deres fortraeffelighed senere, bragte os langt om laenge tilbage til hotellets frelsende aircondition og varme bad. (Vi blev enige om at forkaele os selv med et laekkert vaerelse, naar nu Bangkok er en by med en charme vi begge kan se, men helt aerligt ikke rigtig vaerdsaette.)

Om varme bade skal jeg i oevrigt sige foelgende; De er naemmere at vaenne sig til end kolde! Efter en maaned paa Koh Tao, haevder Helle at hun helt nyder kolde bade. Min begejstring er dog vaesentligt mindre. (Vel hoejst et par centimeter, naar jeg endelig foeler mig ren.) Hendes glaede ved de kolde bade, synes dog nu i Bangkok at vaere forsvundet som dug for solen. Eller maaske som en istap i samme sol, for jeg synes bestemt, jeg ser damp komme ud fra vores luksusbadevaerelse, naar hun bader. Mon ikke bare hun spiller smart?

Taxa'er er som sagt maaden at komme frem i Bangkok. Sidst vi var i Bangkok foelte Helle og jeg os ret streetwise og rig paa savoir faire, naar vi soergede for at forhandle os til en fast pris paa transport i tuk-tuk. Tuk tuk'er er hvad de osende og lidet trafiksikre trehjulede motorcykler kaldes. Holder man af kolonial-litteratur, kender man dem nok som rickshaws, som var hvad den gamle pedaldrevne version kaldtes af hvidklaedte britter med gin and tonics paa bagsaedet. Siden af farten sat betydeligt op, cirka til en million kilometer i timen. Der sejles rundt om hjoernerne paa to hjul, mens pulsen er paa warp speed og sikkerhedsselen betragtes som en unyttig luksus. Taxier derimod er billigere, chauffoererne er venlige, har luftfilter, aircondition og de koerer den rette vej uden fordyrende svinkeaerinder. Men nok mest prisvaerdigt - man slipper for at se en god vens skraedderforretning (juust luk, not bai!.) hver eneste fucking gang, man proever at komme et sted hen. Ogsaa selvom man har aftalt no-stops, direct og hvad man ellers kan finde paa. Den slags venskabelig snak betyder jo ikke saa meget, naar juust luk, not bai! betyder Mr. Tuk Tuk alligevel holder sin aftale. Og naar aftalen holdes, saa vil man vel ikke naegte sin bedste ven tip, tip, tip, big tip, sar! naar turen er slut?

Fandme jo, sgu'

- Soeren, en halvgift vred gammel mand