One night in Bangkok.... og nedtaelling til afgang.

Forvirringen var total da bussen endelig stoppede for et par doegn siden, et sted i Bangkoks gader. Vi havde koebt en af disse busture, der i brochuren lover at foelge den usikre eller dovne turist hele vejen fra faergelejet paa Koh Tao til Bangkoks Kao San Road. Da bussen langt om laenge gjorde holdt lidt over midnat og vi hverken kunne se gade eller turister blev vi paent siddende, taenkende det maatte vaere et mellemstop. Bagved os forlod alle thaier imidlertid bussen, og til sidst sad vi kun nogle forvirrede turister tilbage og kiggede paa hinanden. Et kig ud paa gaden afsloerede dog, at vores bagage havde fundet sin vej ud af bussen, saa vi traskede ogsaa ud, strakte benene og forsoegte at orientere os.

Vi fandt hurtigt Kao San Road, som ikke laa langt vaek. Det forekom som en nem loesning og vi havde boet der to dage, sidst vi var i Bangkok. Desvaerre havde tusindvis af andre turister faaet samme ide. Naeppe overraskende, da Kao San Road er essensen af the beaten track. Hoej musik fra mange kilder, dyttende tuk-tuk'er, grinende og svajende mennesker, paagaaende saelgere iklaedt farverige lokaldragter fra en stamme de helt sikkert ikke tilhoerer, duften af udstoedning og stegte nudler, israelske slyngveninder med rastahaar og stenede oejne, haardtpumpede surfertyper i batik, som drikker Heineken osv ad nauseum.

Hvis vi ikke havde siddet i en bus i alt for mange timer, hvis vi havde faaet noget at spise og hvis vi ikke var traette og klokken efterhaanden naermede sig lort, saa ville det vaere et eventyr at finde et sted at falde om, som laa saa langt fra Kao San som vi kunne traske. Istedet soegte vi et sted paa gaden, men uden held. Vi skiftedes til at spoerge gaestgiverierne efterhaanden som vi bevaegede os op ad gaden med vores store rygsaekke, men ikke eet vaerelse var at opdrive.

Spaendingen steg mellem os i takt med blodsukkeret styrtdykkede og der blev opbygget en intens indestaengt frustration. Det kunne ses paa vores smil til hinanden, de smil hvor taenderne meget kortvarigt er helt blottede og det kunne nok ogsaa hoeres paa den noget paatagede latter, naar vi en enkelt gang fik sagt et eller andet for at muntre hinanden op - men vi vidste det begge... fik vi ikke mad med det samme, ville vi ende med at slaa en eller anden uskyldig saelger ned!

Efter maaltidet gik jagten videre og snart kunne vi finde ly for natten paa et beskedent hotel, et dusin gode lange stenkast fra Kao San. Hotellet ligger klods op af en mindre flod, og hver morgen spiser vi morgenmad, stegte ris, paa et lille spisested paa den anden bred. Det er ret beset bare en pressenning paa et par paele, som skygger befriende for de par plastikstole og borde, som udgoer moeblementet.

Nu har vi vaeret her et par dage og Koa San Road bliver ikke bedre i dagslys. Det er slet og ret Oestens svar paa Hjallerup marked. Nu har jeg aldrig vaeret den der frivilligt opsoeger kraemmermarkeder, saa jeg er ret imponeret over det samtidigt mini- og maksimale udvalg der er. Alle butikker saelger tilsyneladende det samme ragelse, alle saelger de, de samme sandaler, kopi jeans, cd'er, batik, traedimser, statuetter, knive, ure og tingeltangel; Findes det, saa findes det der - Endskoent udvalget er stort, saa er kvaliteten deraf dog af samme kvalitet som plastikmadonnaer, blinkende lyskaeder og Nordjyske Stifttidende. Paa et svensk loppemarked, berigede vores gode ven Jesper os i sin tid med et malende udtryk, et udtryk vi har taget til os med hele hjertet, og som helst skal siges mens man demonstrativt slaar ud med armene paa skift til hoejre og venstre.:"Lort... lort... lort." Maaske er vi for sure og gamle, for tusindvis af andre rejsende, yngre end os, tror jeg, ser ud til at elske larmen, stanken, butikkerne med noejagtigt det samme udvalg der ligger klods op ad hinanden. Vi vil bare vaek.

Men vi sidder fast! Og det er min skyld. Jeg har aldrig haft det store held med brugen af tandstikker, og denne gang skulle det, saedvanen tro, ogsaa gaa galt. Et lille pirk blev det til og en plomb paa stoerrelse med en kindtand falder ud. Det skulle senere vise sig, at det faktisk var hele tanden, paa naer et enkelt hjoerne, der fandt vej til risten i haandvasken. Ihvertfald kunne tandlaegen fortaelle, der ikke var nogen tand at plombere. Istedet bliver der lige nu, et sted i natten, smeltet, stoebt pudset og poleret en perfekt lille krone til mit tandsaet. Et stykke haandvaerk, der vil tage en uge at udrette. Graadigheden kom dog vaeltende op i mig da jeg fandt ud af prisen for hele gildet. Saa i stedet for en krone bliver der lavet to plus alt det loese. Det er jo med at udnytte tiden...

- Helle