Vi har befundet os i, hvad jeg vil betragte som en tidslomme. Tid og ugedag har været underordnet, dagsrytmen har været den samme - eneste variabel har været kunderne og vejret. Netop mangfoldigheden blandt vores gæster er enorm og gør sig derfor fortjent til lidt spalteplads. Dagens blogindlæg handler derfor om de gæster vi af forskellige årsager husker bedst!
Eco Sea Dive bungalows. som vi har bestyret det sidste halve år, udmærker sig ingenlunde til at være et femstjernet resort. Om resortet overhovedet kommer i betragtning til een stjerne vil jeg lade være usagt. At firmaet ikke tilbyder nogen form for luksus hvad angår indkvartering har selvsagt stor indflydelse på hvilke kunder vi tiltrækker. Kunder med store forventninger til forplejning forekommer, men gudskelov kun i et fåtal. I fare for at lyde selvudslettende vil jeg lige benytte lejligheden til sige at vi til gengæld tilbyder super dykning i et fantastisk øhav omkranset af uberørte strande og med indkvartering i små rustikke bungalows med havudsigt. Derudover kan man, som en sjældenhed, få lov at passe sig selv og nyde sin bog i en hængekøje uden at nogen prøver at sælge een noget. Stedet her giver gæsterne en enestående chance for at nyde et par dage i paradis, hvor Wi-Fi er en by i Rusland og hvor man spiser sine måltider sammen og får mulighed for at snakke med nye mennesker fra nær og fjern.
Alligevel har vi særtilfældene. Som skolelærere kender vi det alt for godt, det er de der adskiller sig fra mængden man husker bedst: de adfærdsvanskelige, enspænderne og brokrøvene. Lad mig bringe en lille buket.
Swiss quality
En helt almindelig morgen og båden fra fastlandet var ved at lægge til land ankom og vi stod på molen og modtog gæsterne. Af båden steg et dusin glade turister og schweiziske Rudolf.
´Good morning Sir, and welcome to …..´
´Ehhhh yes, Im wøndering who I am diving with?
Manden blev venligt bedt om at fortsætte til fællesområdet for der at få nærmere besked om hvad der skulle foregå.
`Yes, but I wønt to knøw who I am diving with. I am professional, I have dive many many times.I dønt want to dive with amateurs!
Og således blev tonen lagt an - Rudolf var ikke til at smigre med høflighed. Han ville have kvalitet for pengene!
Da Søren senere spurgte til dykket faldt dommen prompte:
` If I wanted snøw I would have stayed in Schwitzerland!´
Tja - det var selvfølgelig også en måde at sige, at man godt kunne ønske sig lidt bedre sigtbarhed.
Da Søren senere på aftenen tændte lejrbål for at sprede hygge faldt dette ej heller i god jord hos vores gæst fra alperne. Næppe havde Søren fået antændt træet før Rudolf bestyrtet piler op på siden af ham: `What are you doing? Are you trying to kill us all?´
Næh, Rudolf ikke var så ligetil at behage eller vride et smil ud af. Vi gjorde hvad vi kunne i hele to dage, men indså at det var umuligt. Det var helt umuligt at forudse, hvad der til sidst kunne fremtvinge en skraldlatter hos herren. Men det skete - og det var ganske vist - da vores båd brød sammen og måtte trækkes tilbage efter hans sidste dyk. Det var prikken over i´et og der var ren fryd at spore i hans latter. Nu brændte det hele endelig sammen - lige hans humor.
Troubadurerne
Endnu en morgen stod vi på molen og bød nye gæster velkommen. Ung som gammel steg af og deriblandt et yngre par der skilte sig ud ved at bære identiske stråhatte. Som bagage bar de blandt andet yogamåtter og en ukulele.
Jeg anede straks muligheden for at tilbyde dem et par timers yogaundervisning nu de havde udstyret med. Senere samme dag fandt jeg ud af, at de slet ikke havde brug for nogen undervisning. De kunne helt selv og ville utroligt gerne vise det. Da resten af gæsterne sad bænket ved aftensbordet mente de at tiden var inde til lidt udstrækning. Yoga føles altid lidt bedre og sundere når der er tilskuere på.
Efter et godt måltid var det tid til lidt hygge og igen følte de sig ansvarlige for at bidrage til dette. De satte sig godt til rette i hængekøjen, fandt ukulelen frem og begyndte så ellers at jam´e det bedste de havde lært. Nu var det bare det, at de i virkeligheden ikke havde lært så meget, så det blev mest af alt til lidt strengeleg og arytmisk trommen på bagsiden af ukulelen alt imens resten af gæsterne var tvangsindlagt til at betragte deres kærlighedsleg omkring deres nyligt indkøbte instrument.
Helt spændende var det at betragte resten af gæsterne mens rytmeorgiet fandt sted. Samtaler stoppede abrupt og tomme blikke blev vendt mod parret. Undertegnede sad blot og blev mere og mere bitter. Jeg skal lige tilføje at jeg INTET har imod musik - jeg vil faktisk gå så langt som at sige at jeg elsker det. Men…. der er intet så øredøvende og irriterende end at lytte på folk der øver sig på at spille. Det er som om at de går fuldstændig i symbiose med deres instrument og glemmer, at de nu er startet på den samme melodi for 23. gang, men har i sinde at fortsætte indtil det er helt perfekt - koste hvad det vil.
Om nogen dristede sig til at fortælle hvor dårligt det lød, om de opfangede misstemningen eller om de bare tabte interessen vides ikke. Ihvertfald tonede larmen ud og gentog sig ikke mens de opholdt sig på øen.
Man versus wild wannabees
Og så var der parret der bare gerne ville være back-packere fuldstændig in-sync med naturen. Parret der begge havde tommeltykke dread-locks og piercinger overalt havde dog også looket og kunne godt ligne nogen der havde vendt civilisationen ryggen og fundet en helle i naturen. Ihvertfald havde de på forhånd bestilt plads i en hængekøje sovesal. Ikke at vi ejer en sådan, men hængekøjer har vi nok af så det kunne sagtens lade sig gøre at lave sengepladser til dem hvor end de måtte ønske at sove.
I forvejen havde det været lidt besværligt at sælge dem turen herud. De var som sådan ikke interesseret i dykningen . Nuvel, de kunne da tage et par prøvedyk men de var mest af alt interesseret i at fiske. Ejeren af vores selskab er en kyndig dykker, men ved knap så meget om at fiske og da slet ikke den slags fiskeri som de var interesseret i - nemlig spydfiskning. Lettere irriterede var de da det blev dem meddelt at vi var et dykkerfirma der havde som formål at kigge på fisk - ikke at slå dem ihjel.
De nåede dog til enighed om at de kunne købe sig et par kroge og en line og at de var meget velkomne til at lave bål og tilberede deres fangst der, om de var så heldige at få fisk på krogen.
De nåede aldrig hverken at sove udendørs eller tage på fisketur.
Set i bakspejlet bakkede jeg dem nok ikke op i deres udendørsliv, da jeg viste dem en sovesal de kunne ty til i tilfælde af uvejr. Ihvertfald mente de at kunne spore at der var regn i luften og valgte derfor sovesalen fremfor de ellers så komfortable hængekøjer.
Fisketurene blev erstattet af prøvedyk og snorkelture. Prøvedykkene blev stoppet da de begge stak af fra divemasteren. Snorkelturen fik en brat ende, da han var tæt på at slå sig selv ihjel ved at lægge an til at springe i vandet lige over skruen alt imens båden var i fuld speed. Søren nåede netop at stoppe ham inden han tog springet.
De overlevede opholdet - måske netop fordi de ikke nåede at opleve naturen på klods hold.
Sidste dag havde de valgt at stå tidligt op og være med til morgenmaden inden dagens program startede. Selv var jeg ikke helt vågen og var velsagtens faldet i staver da jeg ud af øjenkrogen så, at hun sad og spiste ivrigt direkte fra dåsen med nutella. Med en grødet stemme fuld af foragt tror jeg vist jeg skammede hende ud. Enough is enough - backpackernes frisind havde nået værtindens smertetærskel!
Godnat fra Helle
- der glæder sig til en ny dag med masser af nye spændende mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar