Hjerter knægt haves. Rudere søges - lidt tang ingen hindring

Uden at være helt sikker på min sag, så tror jeg samlermani oftest rammer mænd. I min spæde ungdom, da jeg selv samlede på frimærker, bemærkede jeg i alt fald at der var en svær overvægt af svært overvægtige mænd i Mårslet Borgerhus' Filatelistforening.  Hvorom alt, mænd samler på unyttige ting som frimærker og kapsler, gamle mønter og jernbane-rekvisitter. Nogle samler på våben og selv om de garanteret ikke er mindre tossede end andre samlere, må de nok lægge øre til færre morsomheder end andre samlere. Hvem ved hvad de kan finde på? Kvinder derimod samler ikke. De indrømmer det i alt fald ikke. Ok, sko måske, men selv fru Marcos kunne vel med nogen ret hævde at hendes samling, i alt fald teoretisk, kunne finde anvendelse (især hvis hun havde lidt flere fødder). Aldrende tyske frimærker derimod er næppe brugbar porto. So there, mænd samler - kvinder gør ikke.

Når man bor på en næsten øde ø, kræver det en usædvanlig stærk karakter ikke at  blive en lille smule kuldret.  Styrken af min karakter har indrømmet altid været noget tvivlsom, så min nye interesse skal måske ses i lyset af mit udstrakte ophold her på øen.  Det forholder sig sådan, at  dykkerselskabet vi arbejder for med mellemrum laver events, hvor vi rengør koralrevet for forskelligt skrald, men vel nok mest og især plastik. På et af disse dyk fandt jeg en håndfuld plastikspillekort. Siden har jeg fundet og flere, næsten hver gang jeg dykker. Istedet for at smide dem ud, bestemte jeg mig på et tidspunkt for at begynde at beholde dem. Jeg ved ikke helt hvorfor, men kan kun henvise til overstående indsigt i min karakterstyrke. Nu har jeg næsten halvandet hundrede, desværre flest spar og hjertere, næsten ingen rudere, og mængden af kort til trods har jeg ulykkeligvis endnu ikke et komplet sæt.

Hvor kommer de fra? Spiller fiskerne hazard og smider kortene over bords når de taber? Ligger vraget af et kinesisk fragtskib uopdaget et sted i nærheden, mens det  langsomt spreder sin mystiske last af spillekort? Blev en asiatisk bridge-turnering overrasket af en pludselig kastevind? Jeg ved det ikke, men jeg har til gengæld fået Mau til at vise et par af mine dubletter. Det er hjerter knægt. Jeg har fem, altså fire byttere; Mere herom senere.

Mau har jeg vist ikke præsenteret før. Hun holder meget af nutella og af katte. Hun viser gerne sin kat; Hun løfter den med strakt arm op i dens ene forpote. Katten bryder sig ikke om det, men det ser Mau vist stort på. De fleste dage kan hun huske hvad jeg hedder. Hun er også ét af nok ret få mennesker som er druknet hele to gange og stadig er i live. Hendes gentagne optræden med akut iltmangel har sandt at sige gjort hende til en lidt særlig pige, men jeg holder nu meget af hende. Hun kommer næsten hver dag og besøger os for at spise nutella. Nogle gange også bare for at give Helle et sneglehus. Dem kan man aldrig få nok af.

Om mine kort skal siges, at de fleste er noget hærgede. Hjørnerne er slidt af, man kan måske knap læse hvilket kort der er tale om. (Faktisk ved jeg ikke om jeg har fire hjerter knægt at bytte, eller måske kun tre og et andet billedkort. Vil du bytte, må det altså blive som beset.) De fleste har begyndende koralvækst på sig, det er alt sammen en del af charmen, men man må nok medgive at kortene kan siges at være mærket.

Så hermed er et råb sendt ud i æteren. Samler du på undervandsindsamlede plastikkort med blå-og-hvid-ternet bagside, og har du rudere at bytte med, så send mig fluks en email.  Alternativt kan du også sende andre nyheder hjemmefra. De modtages også gerne.

Iøvrigt overvejer jeg om man måske skulle trisse ned på den lokale bar i aften. (Jovist, sådan én har vi også på øen - med poolbord sågar!) Der skulle de i aften  serveres de fineste pork ribs  helt komplimentært til øllet. Ejeren af baren er vietnameser, og de tre nye hunde som luskede rundt på vores ejendom forleden er forsvundet igen. Pigerne som arbejder her, fortæller grinende at ejeren af baren, fru Hua, bedøver og slagter hundene omme bag sit hus. Ribbenene skulle ikke være til at skelne fra gris. Herligt. Der er så yndigt ude på landet.

Masser af knus og buksevand
Søren