Archimedes princip i praksis

I øjeblikket er NASAs kæmpesatellit ved at styrte mod jorden. I skrivende stund skulle den vist ramme atmosfæren indenfor nogle få timer.  NASA mener at nogle og tyve dele af den vil komme mere eller mindre intakte gennem atmosfæren, og at sandsynligheden for at et menneske skulle blive ramt af en af disse nogle og tyve dele er noget i nærheden af 3200 til 1.  Fabelagtigt at kunne regne den slags ud. (Vil det mon være bedst at rejse sig op, så man udgør et mindre mål set fra oven?) I alt fald er jeg noget nervøs. Det er sagtens være, at sandsynligheden, videnskabeligt set, for at jeg blive ramt er noget i retning af jordens indbyggertal gange toogtredive hundrede til én. Meeen, jeg er alligevel en smule utryg, for ting går galt for tiden...

I går var vi på en rigtig hyggeligt dykkertur til Sumilon Island, som ligger en times sejllads fra Dumaguete. Gode dyk, god mad, gode venner, flot solskin og et par kolde øl på vejen hjem. Det havde på alle måder været en dejlig dag, men da lavvande gjorde vi måtte opgive at få båden op på stranden, var vi nødt til at lade os fragte til lands i små kanoer. Selvfølgelig blev jeg bedt om at tage plads i den mindste af dem, og med en kæk fyr med padle bag mig, satte vi af mod land, med cirka én optimistisk centimer fra rælingen til vandskorpen. Den første lille bølge gjorde nok ingenting, måske heller ikke den anden, men hvert lille skvulp gjorde båden lidt tungere, og det uundgåelige resultat lod ikke vente længe på sig. Skulle jeg selv vælge, ville jeg nok foretrække at have sunket en kende længere væk fra de andre (og deres latter, kameraer og løfter om upload til facebook.) Den skønne Helenes ansigt fik søsat tusinde skibe. Jeg har en røv som kan sænke et.

Tak for kaffe!