Jordskælv og jordbrug

´Der var  så dejligt ude på landet...´ Med disse ord indleder H C Andersen sit eventyr om den grimme ælling og jeg dagens indlæg om at være flyttet på landet til vandet. Efter godt fire uger herude er jeg tilbøjelig til at give den gode hr. Andersen ret.   Godt nok er her hverken korn der står gult, hø rejst i stakke eller,  for den sags skyld,  storke der snakker ægyptisk. Til gengæld kan vi nu hver morgen stå op og  nyde duften af den friske havluft,  synet af fritgående køer og geder og lyden af bølgebrus og palmesus...Jo, der er rigtignok dejligt herude på landet.
I skrivende stund er klokken just passeret midnat og jeg og vagten synes at være de eneste vågne på den  byggeplads der om få dage slår dørene op som Liquid Dive Resort. Håndværkerne har langt om længe lagt deres værktøj fra sig og er gået til ro, månen hænger tungt over horisonten og lyden af hammerslag er nu erstattet  af en gal hunds gøen samt en kakofoni fra myriader af cikader.

Der knokles for at få køkkenet færdigt

Vores anden nat herude skulle  blive anderledes spændende;  Vi oplevede vores første jordskælv!  Der var dog  ingen af os overvejede dette som en mulighed, da vi tidligt om morgenen blev vækket af, at sengen rokkede fra side til side som en jolle på oprørte vande. Tydeligvis var jeg meget mere generet  af ruskeriet  end Søren,  så lettere fortørnet og halvt i søvne bevægede jeg mig ud for stoppe håndværkernes foretagende på dette ukristelige tidspunkt. Natten var dog stadig sort og håndværkere var der  selvsagt  ingen af. Dog gyngede huset stadig  faretruende og omsider blev det tydeligt,  hvad der var på færde.
Skælvet som ikke forsagede de store ødelæggelser og som derfor ikke havde kaliber til at nå den  internationale presse var dog kraftigt nok til at sætte de lokale byboeres sind i kog og for vores vedkommende, at værdsætte yderligere at bo i en lille træbungalow på landet hvor den største fare ved et sådan skælv synes at være faldende kokosnødder.
Vi har nu været i arbejde i cirka fire uger. Byggeriet er stadig i fuld gang og alle holder vejret for at det hele står klart til åbningsdagen den 8. august.  Søren har hovedsagligt beskæftiget sig med  reklame/it arbejde mens mit fokus har været at få styr på køkkenet og restauranten. Da min eneste erfaring med bar- og restaurationsarbejde har været at servere de tilberedte retter samt at lange fadøl og cocktails over baren til den lyse morgen, har dette været en udfordring der kunne mærkes.  Ét er at lave en menuplan for en måned - noget andet er at regne udgifterne ud per person per ret. Efter en måneds intensivt arbejde med en rødglødende lommeregner sidder jeg nu inde med en nærmest autistisk viden om hvad bl.a et kvart fed hvidløg,  2 ml salt og fire skiver tomat koster.

Skønt at få besøg hjemmefra!
Der følger dejlige gaver med, som denne
fine ølbrille!

Da menuen  består af mange retter der kræver friske krydderurter, som er temmeligt dyre på disse kanter, var det en stor glæde at opdage at grunden her er spækket med vildtgroende mynthe. Duften er ikke til at tage fejl af - det eneste lille problem er, at finde de rigtige buske.  Som en kyndig mojito fan var jeg ret  sikker i min sag – at finde frem til de rigtige blade måtte være en nem sag. Det skulle ikke blive så let som først antaget da ALT smagte af mynte. Da jeg efterhånden har  tygget mig igennem alle buskene på grunden har jeg nu måttet ty til udelukkelsesmetoden. En metode jeg desværre ikke har de bedste erfaringer med. 
For mange år siden gjorde en veninde og jeg nemlig lynkarriere som kolonihaveejere.  Det blev som sagt kun til en meget kort periode, for grønne fingre havde ingen af os og naboerne klagede konstant over ting som højden på hækken, mos i græsset og mængden af skvalderkål der bredte sig som steppebrand fra vores grund. Nuvel,  efter utallige klager og trusler om udsmidning blev vi endelig enige om at gøre noget ved  sagen.  Vi brugte et døgn på at fjerne ALT der mindede om ukrudt. Selvtilfredse tog vi hjem for at fejre, at vi endelig havde fået sat skik på vores have – ihvertfald til en standard, så vi kunne holde os på god fod med naboerne.
Dagen efter blev der ringet igen og alvoren var denne gang  ikke til at tage fejl af. Hvis ikke skvalderkålen blev fjernet med det samme, ville vores hus snart gå samme vej som vores ukrudtssamling. Ret hurtigt stod det klart,  at vi havde fjernet alt andet end skvalderkålen.
Jeg satser på at have styr på det med mynten når vi åbner i august.
Foruden arbejde har de sidste fire uger  været beriget med besøg hjemmefra. Min veninde Anitta og hendes lille datter Asta som blev her  i tre uger og nu Dorthe som vi mistænker for at blive hængende for altid. Det har været fantastisk at få lov at vise dem en lille bid af det land og det folk vi er kommet til at holde så meget af. 


-Helle