Sidst vi berettede, havde vi lige taget flugten fra et noget suspekt rekreativt etablissement, hvor en massagebehandling ikke var gået aldeles efter planen. Det var i Vietnam. Vores visum var også ved at løbe ud, så vi måtte nødvendigvis lægge en plan. Enten skulle vi tage et kort smut til den Cambodianske grænse for at forny vores visum og vende tilbage igen for at finde et arbejde, eller også skulle vi undersøge jobmulighederne i Cambodia. Det endte med at blive det sidste, for vi vidste byen Sihanoukville var vokset temmelig voldsomt pga. turismen, og at vi formentlig begge ville kunne finde arbejde der.
I Sihanoukville blev vi taget hjerteligt imod af EcoSea Dive, det dykkerselskab vi arbejdede for for fire år siden. Tilfældigvis trådte jeg ind af døren samtidig med fire unge færdig-med-gymnasiet-nu-skal-den-ha’da’da-danskere, som ville lære at dykke. “Søren, du er da vistnok dansker, ikke?” spurgte ejeren, og det var sådan set det. Det var min ansættelsessamtale. Efter en uges tid, havde vi imidlertid fundet ud af af der ikke var timer nok for Helle at få på de lokale sprogskoler, så vi rykkede op nordpå til hovedstaden Phnom Penh, hvor jobmulighederne var bedre.
Her fandt Helle efter et par dage et job på en nystartet sprogskole (og har fået et meget vigtigt navneskilt både med billede og stempel, som hænger om halsen - jovist!) Desværre er der ret langt ned til kysten herfra, så det betyder at jeg - sådan omtrent- arbejder hveranden uge som instruktør. Det er ca. seks timer herfra med karaoke-ekviperet bus! Så det er forståeligt nok ikke en tur man ønsker at tage for tit! Efter en uges dykning, så kan jeg så slappe af i Phnom Penh bagefter.
Jeg tænker iøvrigt snart Helle vil divertere med nogle af sine skoleoplevelser her på bloggen. I al fald bander den søde bette pige sommetider med en sømands grundighed, når hun kommer hjem fra skole. Der er nogle kulturelle forskelle som gør tingene lidt svært, forstår jeg…
På den anden side jeg har haft nogle interessante oplevelser med lokale fødevarer. En dag fik vi friske krabber på et seafood marked i Kep, og det smagte aldeles pragtfuldt! Men krabberne var så friske, at de efter to-tre timer besluttede, at vende tilbage til havet. I bedste fontæne stil katapulterede de ud af min mund i fem stive timer. Det var altsammen overordentlig forfriskende.
 |
| Lækkert ser det ud! |
Efter sådan en oplevelse ville de fleste vel være blevet kloge af skade. Fisk og skaldyr bør kun spises ved havet. Ikke? ... Nej! To dage senere fik vi sgu’ krabber igen, hvad selvfølgelig prompte resulterede i endnu et flugtforsøg. Denne gang bestemte de små skiderikker sig for at flygte i to retninger på én gang. Når jeg tænker tilbage på det nu, så slår det mig, at allerøverst på listen over ydmygende ting, (iøvrigt med temmelig langt ned til nummer to,) er kun at have ét toilet og at skulle kaste op samtidig med man sprutter bagtil. Det kan faktisk få en voksen mand til at græde. Og det gjorde det. ...Lidt.
I to dage havde jeg det ganske forfærdeligt, og som mange mænd gør, når de mener de er ved at dø, klynkede og pylrede jeg forfærdeligt. Helle hentede et arsenal af medikamenter som forhåbentlig kunne tage livet af de sidste krabber. Mens hun var væk begik jeg den fejl, at slå mine symptomer op i et online lægeleksikon…
Det skal man aldrig gøre.
Da hun kom tilbage var jeg sikker på jeg led af gul feber. Og sikkert nok også en del andre dårligdomme. Helle mente dog det næppe var så galt, og hvis jeg nu tog min medicin (og holdt min kæft velsagtens) så skulle jeg nok blive frisk igen.
Så tog jeg min medicin, og begik den fejl at slå medikamenterne op i et online lægemiddelleksikon.
Det skal man heller aldrig gøre.
CarboPhos, tror jeg nogle af pillerne hed. Jeg kunne se det var noget som blev brugt til algefjerning på skibe og iøvrigt havde været ulovligt i EU siden man fandt ud af at delfiner blev psykotiske af det. Et andet af mine medikamenter blev angiveligt brugt industrielt i det tidligere USSR til rengøring af drejebænke. Det var helt galt! Hvert medikament jeg forsøgte at slå op fik Bhopal og høfde 42 til at ligne det rene vand og listen af bivirkninger var alenlang.
Overbevist om at de foruroligende toksiner jeg havde fyldt mig med, ganske sikkert ville tage mig af dage, faldt jeg i en urolig søvn. Da jeg vågnede næste morgen havde Buddha (til hvem vorherre har uddelegeret ansvaret for lokalafdelingen) heldigvis interveneret, for pludselig var tanken om en ristet baguette, en kold cola og et spil backgammon slet ikke så tosset. Jeg var kureret.
Stor tak til Buddha, CarboPhos og Helle (I ikke-prioriteret, men alfabetisk rækkefølge.)
Søren
Ingen kommentarer:
Send en kommentar