Wacko Jacko og mig

Jeg forstår Jobnet venter på nyt fra troperne, så jeg må hellere gøre en indsats i behørig og andægtig frygt for engang at hænge fast i nordjysk ledighed uden hjælp at få. Dagens prædiken skal handle om overraskelser, store og små. 

Den forgangne uges absolut største overraskelse er, at jeg rent faktisk har noget til fælles med Michael Jackson! De der har været så heldige at opleve mig på et dansegulv (og stadig har fuld førlighed) ved allerede nu, det ikke er hotte dansemoves og latinohofter jeg taler om.

De lidt ældre læsere kan måske huske dengang i firserne, hvor det begyndte at gå op for folk at Michael Jackson var en smule anderledes end popstjerner i almindelighed. At han så at sige marcherede til en helt anden tromme end vi andre, popstjerne eller ej. Utvivlsomt havde hans private forlystelsespark, den spidse næse og hans tamme chimpanse en del af æren. 

Jeg skal nok komme til pointen. 

Den kommer her. 

Hvis parken, aben og næsen satte ild til bålet, så pustede billedet af Hr. Jackson sovende i et trykkammer til ilden. Angiveligt mente stjernen han ville opleve at fejre sin 150 års fødselsdag, blot ved at tilbringe sine sovende timer i et trykkammer. Havde han valgt en anden livlæge, ville eksperimentet formentlig stadig være i gang, hvis han altså havde råd. Den slags er nemlig dyrt. 

...Har jeg fundet ud af. 

Jo, den er skam god nok! 

Efter nytår var jeg et smut på nabo-øen, Siquijor, for at køre et begynder dykkerkursus for tre tyske fyre. Jeg tænkte det ville være en ren svir, for af en eller anden årsag er det altid nemt med tyskere. Måske, og det siger jeg med en vis forsigtighed, er tyskere vant til at tage imod ordrer? (I kontrast er det en tankevækkende oplevelse at forsøge at undervise franskmænd..  Nå, det var en ekskurs.) 

I alt fald opdagede jeg på sidstedagen af kurset at min fod sov. Jeg antog selvfølgelig, at jeg blot havde siddet forkert og tænkte ikke yderligere over det. Sidst på aftenen lagde jeg dog mærke til det igen, og da det ikke var forsvundet næste morgen var jeg tvunget til at konkludere det nok kunne tænkes at være dykkersyge. Jeg ringede til trykkammeret i Cebu, (som ligger ca 150 km herfra) fuld af naiv forhåbning om de ville sige: “Årh, sådan en bette fod er ikke noget at bekymre sig om, tag du en aspirin og gå tidligt i seng. Pøj pøj.” I stedet inviterede de mig op til en øjeblikkelig undersøgelse. Ak. 

Da jeg ankom til Cebu tog jeg en taxa til den flådebase, hvor trykkammeret findes. 

Kort efter havde jeg fornøjelsen af at blive kildet under fødderne af to mænd på skift. Havde nogen, måske ugen før, spurgt hvad jeg forestille mig at den kommende uge ville bringe, ville lige præcis dét ligge temmelig langt nede på listen! Hvorom alt, så skulle jeg nu på en skala fra ét til ti beskrive hvor kildne mine fødder var.  Jeg lod mig forstå, at den medicinske konsensus er, at fødder bør være nogenlunde lige kildne - (formentlig forudsættende at de tilhører samme ejermand.) Da mine fødder var hhv. cirka ét og ti, bestemte lægerne sig for at smide mig i trykkammeret. 

De der ikke ved hvordan et trykkammer ser ud, kan med fordel forestille sig et væltet oliefyr eller måske en septiktank. Af årsager jeg vil vende tilbage til, er det min personlige opfattelse at septiktanken, i alt fald lejlighedsvis, må siges at være en bedre sammenligning.

Vi ventede lidt, mens min læge, Hr. Ortega, gik rundt for sig selv og bandede lavmælt. En misfornøjet læge kan vel gøre de fleste patienter utryg, men jeg forstod at han var utilfreds med at hans assistent ikke var vendt tilbage fra middagspause. Ret beset er en militærlæge vel heller ikke underlagt samme krav til høvisk tale som civile læger. Jeg antog han slet og ret skræmte de fleste sygdomme fra rekrutterne på basen. Hvis man svovler tilpas stygt kan det vel nok virke disinficerede. Til sidst trak han på skuldrene, og sagde at han så selv var nødt til at følge med mig i kammeret, når nu assistenten havde bedre ting at foretage sig. 

Telefonen virker ikke, men råber man højt nok...

Bevæbnet med to poser småkager, (Iøvrigt første gang jeg har fået kager på recept) et par liter vand og et intravenøst drop i armen bevægede vi os ind i trykkammeret, kravlende én efter én. Jeg kan godt røbe trykkamre hverken er designet med komfort eller rummelighed i højsædet. På en smal briks forsøgte jeg at lægge mig til rette, mens lægen fæstnede lugen bag os. Få minutter senere var vi på vej ned. Ja, strengt taget bevægede vi os selvfølgelig ingen steder, men trykket øgedes, som om vi dykkede. 

Når man ligger i sådan en ståltank og bare ligger, uden hverken at høre musik, læse el. andet, så er tiden faktisk ret lang. Efter tyve minutter kunne jeg konstatere at jeg kedede mig temmelig grumt; Jeg forsøgte at lukke øjnene og sove lidt. Det var dog lidt svært, for med mellemrum blev monotonien brudt af små lyde, klikken, susen af luft, start af pumper osv.  En lyd jeg dog ikke kunne placere var den svage piblen og plasken som pludselig hørtes ved siden af mig. Jeg åbnede øjnene og så at Hr. Ortega stod krumrygget i den lave tank i færd med at fylde en plastikdunk, mens han gav mig et fåret smil. Herlig overraskelse. Så tørrede han fingre i bukserne, åbnede mine småkager og gav sig til at spise. Han rakte mig et par, men jeg var egentlig ikke særlig sulten. 

Lidt efter lød der en forsigtig tappen på tanken udefra. En glad filippiner kiggede ind af det lille koøje - “Så sgu’ da fanden også!”  brølede Hr Ortega, og rejste sig med et sæt, så han slog hovedet ind i loftet. Så startede et ret ensidigt råberi, som i store træk kan koges ned til, at en vis læge var utilfreds med at flaskepisse i stedet for en vis assistent, hvis job det retteligt var, og som i øvrigt bare havde at komme til tiden. 

Så spiste vi lidt småkager og Ortega undskyldte sin lille blære og tissede to gange til. Det var det. To en halv time efter vi lukkede lugen bag os, kravlede vi ud igen. 

Nu er jeg så tilbage i Dumaguete. Jeg må ikke flyve i to uger, og ikke dykke i tre. Det er selvsagt ikke fremmende for beskæftigelsen når man er dykkerinstruktør. Dog, når uheldet er ude, er jeg selvfølgelig taknemmelig for det ikke gik værre end det gjorde! De næste par uger må jeg så bruge på sprogundervisning og måske forsøge at få læst nogle af de bøger j.. - Helle har stjålet rundt omkring.    

- Søren

P.S. Nå ja, og så var der den om de to dykkere som skulle gøre sig klar til at dykke. Den ene finder en barberhøvl frem, og begynder at barbere sine ben. Den anden ser mystificeret til og spørger så hvorfor pokker han dog gør det? 

"Er du sindsyg mand? Der er hajer i vandet her - jeg barberer sgu da benene for at mindske vandmodstanden, så jeg kan svømme hurtigere!"

"Fjols! - du kan da ikke svømme hurtigere end en haj."

"Det behøver jeg heller ikke, jeg skal bare svømme hurtigere end dig! "