Jeg sidder i toget på vej mod Pondicherry efter to fantastiske uger i ashram. På sin vis har jeg forelsket mig lidt i stemningen på disse togture. Alt og intet foregår her. Man glædes, væmmes, forbavses og forundres i en uendelighed. Fra sæde 68 nederste køje er der frit udsyn til: tiggere og krøblinge der turnerer igennem kupeerne med hvert sit lille instrument i håbet om at kunne spille sig til en rupee eller to, en familie på otte der har krøllet sig sammen og besat et sæde, der under normale forhold har plads til tre, kontormanden med sin attache, der holder fast i et håndtag og hænger på siden af det kørende tog, Chaiwallaen, der løber i rutefart mellem kupeerne og skubber folk væk fra sæderne for at få plads til sin tetank, Foodwallaen, der har så travlt med at servere og modtage bestillinger, at han overser, at han overøser kunden med mad i stedet for tallerknen osv. osv.
Information synes at være overvurderet. Billetten, man har erhvervet sig, angiver det tidspunkt man er fremme og her bør man så være parat til at stige af. Man ved, at man nærmer sig perronen, når stanken af urin rammer ens næsebor. Forbavsende nok er her tog til tiden - på det ene punkt har DSB fundet sin overmand.
Her hersker kaos, men den slags, der er spændende at overvære. Bogen er lagt på hylden - her må sanses og ænses helt og aldeles og ikke kun ud af en øjenkrog.De to uger i ashramen gik langt hurtigere end forventet.
Morgenklokken ringede hver dag før solen kastede sine første stråler og kaldte ind til meditation og chanting. For den der ikke er bekendt med chanting kan det bedst beskrives som lovprisning af guderne på vers. Een synger for og resten reciterer. Hver aften før sengetid fulgte samme aktivitet.
Hver dag var der fire timers yoga- to timer tidligt om morgenen og to timer sent om eftermiddagen.
Den første uge var den hårdeste at komme igennem. Fire times yoga om dagen gør noget ved een. Der var ikke det sted på kroppen der ikke gjorde ondt. Alle muskler og led værkede og det gjorde det ikke lettere, at alle siddende aktiviteter; meditation, chanting, forelæsninger og spisning foregik på sivmåtter på gulvet. De sjæle, der i et lyst øjeblik fandt en lise i at sætte sig op ad væggen og derved give lidt støtte til kroppen, blev venligt men bestemt bedt om at fjerne sig fra denne igen - velsagtens udfra devisen om, at det skal gøre ondt før det gør godt.
For mit vedkommende blev den første uges smerter sovet væk. Når alle skemalagte aktiviteter var overstået var jeg kun at finde i min seng.
Chantingen blev lynhurtigt en plage for mig til en grad, hvor jeg begyndte at pjække. Det var dog lidt af et dilemma for meditationen var god og noget jeg helst ikke jeg ville gå glip af. Jeg fandt dog snart ud af det var muligt at liste mig ud inden de andre åbnede øjnene og brød ud i sang.
Jeg var åbenbart ikke den eneste der havde forbehold overfor aktiviteten. Flere fra sovesalen havde tænkt det samme og brugte også tiden til at få en time ekstra på øjet. Swami’en havde velsagtens undret sig over de manglende kursister, for snart kom der hver morgen et vækkehold for at få os afsted og der blev indført protokol. Behøver jeg sige, at det blev sværere at snige sig udenom?
Hver dag mellem 11 og 14 var der karmayoga. Under disse forhold foregik det således at man fik tildelt en opgave som man hver dag skulle udføre uden tanke på sig selv og uden at få noget til gengæld andet end glæden at hjælpe andre. Efter at have ryddet op efter Søren i ti år er det en rolle jeg befinder mig hjemmevant i. Nogen fik til opgave at rengøre toiletter, andre skulle vaske gulve. Min opgave blev at servere the tidligt om morgenen og igen om eftermiddagen - en nem og hyggelig lille opgave, der hverken krævede blod, sved eller tårer.
Efter nogle dage i Ashramen startede monsunen og de skønne lyse og lune dage blev mørke, våde og fugtige med regn fra morgen til aften. Skiftet i vejret og hård fysisk træning var nok grunden til at helbredet led et knæk og jeg rendte ind i en forkølelse af dimensioner. Det var en af den salgs hvor man til tider overvejer at lade papiret stoppe op i næsen og lade det sidde da snottet løber hurtigere end man kan nå og fange nyt, hvor alt i ansigtet klør og hvor man har lyst til at lægge sig i sin seng, trække dynen op, trække stikket ud og først rejse sig når alt er normalt igen.
Uheldigvis faldt det sammen med den dag hvor Karma organisatoren skulle bruge ti frivillige til at bære brænde til køkkenet. Et meget beskedent antal meldte sig frivilligt. Vi andre, der åbenbart måtte have ment, at vi ikke behøvede at arbejde mere for et bedre karma, fik overordentligt travlt med at kigge ned i vores fyldte tallerkner og stoppe munden med en ufravigelig koncentration. Desværre opgav hun ikke så let. I stedet for at vente på at flere frivillige meldte sig, gav hun sig nu til at udpege de der skulle deltage.
Mit tilfredse gumlen og drømmeri om to timers middagslur blev brat afbrudt at et rungende ‘Hiiiiiill’*. Her var det for en gang skyld rigtig ubehageligt at være blandt de udvalgte - jeg var rasende!
Efter at have skummet af raseri og vredesspist mine chapattis prøvede jeg at berolige mig selv ved tanken om, at vi jo var en del om opgaven. Det måtte nok være en tjans, der praktisk talt var overstået før vi overhovedet fik begyndt! Al snert af positiv tænkning forsvandt dog som dug for solen, da brændestablen der skulle flyttes, blev åbenbaret!
Allerede ved første favnfuld brænde begyndte næsen at løbe i en jævn strøm og sveden begyndte at hagle ned med det resultat, at selvmedlidenheden for alvor tog sit tag i mig. Hver favnfuld blev ved til mit vredesbål og forbandelser blev kastet ned over alt og alle. Mit temperament var helt og aldeles løbet af med mig og snart stod tårerne også ned, når de andre var udenfor synsvidde (Der var dog trods alt en lille smule selvrespekt tilbage). I det hele taget var jeg i en ualmindelig ynkelig forfatning; Humøret var sort som en tordensky og jeg havde ondt af mig selv som sjældent før.
For mit vedkommende var der selvsagt intet karmisk godt forbundet med den opgave. Med de besværgelser, der blev kastet over det brænde, ville det højst sandsynlighed være umuligt at antænde.
Lord Shiva og co. måtte have overset min infantile opførsel eller i den grad forbarmet sig over mig og tænkt at her måtte der gribes ind, for næste morgen var forkølelsen på mirakuløs vis forsvundet og jeg var igen et forholdsvist rationelt tænkende og handlende menneske.
-Helle, der muligvis kan se frem til den næste inkarnation som rotte.
* Sprogmæssige vanskeligheder gør det tilnærmelsesvist umuligt for asiatere at udtale mit navn. I Indien blev det til ‘Hill’ mens det i andre lande udtales ‘Hell’. Sidstnævnte er desværre det mest anvendte!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar