Hold da op, hvor Sri Lankas dyreliv er fantastisk! Allerede i Colombo blev vi forbløffet over enorme pelikaner der sad parvis i lygtepælene, og jordegern der pilede op og ned i træerne langs vejene. Siden har vi vænnet os til at kæmpe varaner, skildpadder, hellige køer, aber og vilde hjorte spankulerer frit rundt på vejene, (også midt i byerne,) og bremser trafikken mens alle hensynsfuldt kører udenom. Øen ville utvivlsomt være et rent paradis for en ornitolog, for alle vegne sidder og flyver farverige fugle, vi selvfølgelig ingen idé har om hvad hedder.
I øjeblikket er vi i Trincomalee, som er en lille by på østkysten som bærer kraftigt præg af både engelsk og hollandsk kolonialisme. Den charmerende old world stemning ænses overalt i byen, men desværre er mange af de gamle bygninger ved at falde sammen, gamle tegltag hænger ned i husene som vådt bølgepap og murene står revnede. Når de små charmerende hollandske huse giver op, erstattes de af billigt og anonymt stål, glas og betonbyggeri. Det giver gaderne i byen et sært skizofrent udtryk. Når man går langs Dyke Street (nok navngivet i de gode gamle dage, hvor dyke kun betød dige) føler man sig hensat til en hollandsk version af Den Gamle By, men varmen, de smukke sariklædte kvinder med hinduernes røde pandeprik, de larmende tuk-tuk’er og bønnekaldet fra moskeen minder én om hvor man er. 
Planen var egentlig at vi ville have dykket lidt her, men det er alt alt for dyrt. Her er tilsyneladende for få turister til at det kan løbe rundt, for andet end et par luksusresorts nord for byen som tager sig betalt i halve bondegårde. Ved nærmere eftertanke er det faktisk mange dage siden vi har set andre hvide mennesker… Det betyder også at folk glooor efter os. Det er ikke decideret ubehageligt, men jeg skal vist lige vænne mig til det. Helle er mere hærdet efter Indien, så hun tager det i stiv arm. Apropos stive kropsdele, så er sri lankanske mænd ofte temmelig styret af en sådan... Forleden, mens jeg var ude at træne, tog Helle alene på stranden for at slikke lidt sol i sin bikini...
Dét, synes jeg at kunne forstå, regner hun vist ikke med at gøre igen på Sri Lanka! Det er i virkeligheden lidt ærgerligt, for vi møder mange ægte smilende mennesker, som virkelig er nysgerrige og gerne vil snakke. Det er bare med en vis varsomhed vi efterhånden indlader os på samtale, når vores hudfarve gør os til magneter for perverse idioter og bondefangere. Med lidt held kan den solskoldning jeg i øjeblikket fornøjer mig med, hjælpe på mit kulørproblem om et par dage.
I morgen forlader vi Trincomalee, for at rejse sydpå til Baticalao.
- Søren, vores mand på Sri Lanka
Ingen kommentarer:
Send en kommentar