Hvalhajer, færgeøl og P. Big.

Dement er jeg ikke blevet endnu, men jeg er nødt til at springe lidt i kronologien, for at udfylde to huller som egentlig fortjener at blive nævnt. Jeg spoler to uger tilbage til sammen med Magnus forlod Dumaguete for at tage til øen Leyte (stadig i Filippinerne.)  Leyte har nemlig ry for at være et godt sted at se hvalhajer, og det var selvfølgelig med den mission vi tog dertil. 

Da vi steg af færgen (efter iøvrigt at have tømt færgekiosken for øl,) lagde vi kursen mod mod Padre Burgos, omtrent hundrede kilometer sydøst. Mørket var ved at falde på, så dét at rejse efter busserne var ophørt med at køre, skulle ende med at være lidt af en eventyr. I små ryk kom vi længere og længere mod målet, indtil vi til sidst sad sammenkrøllede alle tre i én motorcykeltaxi pakket til bristepunktet med os og vores tunge baggage. Nogen forlygte havde vores transportmiddel ikke, så Magnus måtte finde sin fine lighter frem (den med en ufattelig svag lille lygte i bunden.) Således bevæbnet med lighterlygten i den ene hånd, styrede chaufføren enhåndet gennem hårnålesvingene i nattemørket. Pragtfuldt eventyr, som først blev helt fedt da jeg fik krampe i benet. Langt om længe nåede vi frem til det mest menneskeforladte resort jeg nogensinde har set. Vi var de eneste gæster, men værtinden fik hurtigt stablet et par øl og en gedigen gang karaoke på benene. Selvfølgelig lod hun sig ikke stoppe af at ingen af os havde lyst til at synge. Når der var øl på bordet, måtte der sang til, syntes hun at tænke. Hun skrålede altså løs i mikrofonen, mens vi lidt opgivende drak vores øl. 

Næste dag fandt vi en andet sted at bo, men også en fisker, som for en meget beskeden sum indvilligede i at sejle os ud hvor hvalhajerne trak igennem. 

Selvom udriggerbåden var ganske lille skød den en god fart, og vi havde ikke sejlet længe før skipper pegede lidt væk fra båden og råbte shark!  Ganske rigtigt; Dér! En stor mørk silhouet bevægede sig i vandet. Så raskt vi kunne fik Magnus og jeg svømmefødder og maske på og sprang i. Der var den! Lige foran os - enorm, majestætisk og dovent svømmende omkring. Vi svømmede roligt ved siden af den, mens Helle - nu tilsyneladende tilfreds med at hendes to prøveklude ikke blev flået i stykker af en stor hvidhaj - også gled ned i vandet. I en time eller to fulgte vi en håndfuld forskellige hajer, indtil vi havde stirret os mætte og svømmet os trætte. Vi var glade, nærmest lidt høje, da vi kom hjem. Samtidig var vi nok også lidt stille. At opleve hvalhajer så tæt på, i fri natur, er en oplevelse som får én til at føle sig ydmyg. 

Et par dage senere, på færgeturen tilbage fra Leyte, holdt vi tal dansk dag. Reglerne var simple, indtil midnat måtte vi kun tale dansk - uanset hvad. Overraskende nok viste det sig at være let at klare sig. Med en masse gestikuleren og endnu mere vedholdenhed, (selvfølgelig mens de andre to fnisede som tøsebørn bag én,) lykkedes det os igen at tømme færgebaren for øl. Resten af dagen er ikke værd at tale om...   - bortset fra, at Magnus og jeg på et tidspunkt stod på dækket og trak lidt frisk luft. Af én eller anden grund talte vi om delfiner, og at vi ikke helt forstod folk betalte så mange penge for at se dem, nu hvor de faktisk ikke var så sjældne. Og lige somt én af os siger det, springer en kæmpe flok delfiner op af vandet ved siden af færgen. Temmelig god timing

Tilbage til nuet - Mens Helle render rundt og blotter sig i Indien (som jeg forresten ikke er helt tryg ved!) er jeg taget til Koh Tao i Thailand. Koh Tao er nærmest hovedstaden for dykning i Asien, så selvom jeg har været her før og øen ikke byder på mange overraskelser længere, så er der stadig ting nok at tage sig til for mig. For et par dage siden begyndte jeg på et teknikerkursus, hvor jeg skal lære at reparere dykkerudstyr. En canadisk instruktør introducerede mig til de to thaier jeg skal lære af og arbejde med de næste par uger. Pi Chai og Pi Jai.  Pi betyder Hr. på thai.  Pi Chai, som er chefen, opgav både at huske og udtale mit navn, selvom jeg prøvede at hjælpe ham med huskereglen, at “Soren” (udtalt på engelsk) lyder næsten som “sorry,” og at han nemt kunne huske det, fordi jeg nok skulle sige det mange gange om dagen. En rask beslutning senere var jeg døbt P. Big.   Hr. Stor.

Alletiders. 

Tak for det.  

Får jeg engang et værksted og skal undervise en thai, så bliver han Hr Bettegul!


Kærligt, 

P. Big.