Kakerlakker på Fawlty Towers

I månederne op til min indientur har jeg fornøjet mig med en del skønlitteratur der har beskrevet landet på godt og ondt. Sidst jeg besøgte Indien fik jeg mit første kulturchok og ville derfor gerne være lidt bedre forberedt denne gang. Jeg fandt en god forfatter der evnede at beskrive et land, hvori mange hverdagssituationer kunne bevæge følelserne hos en vesterlænding. I flyet på vej til Kerala prøvede jeg at komme i tanke om hvad jeg huskede bedst og hvad der fremkaldte de største følelser.

Hertil fik jeg en del hjælp af min sidemand. Det startede faktisk allerede da flyet lettede. En ikke lille, men dog forholdvis uskyldig bøvs fra ham, viste sig bare at præludiet til 3½ times kakofoni af ræben direkte ind i mit venstre øre. Han fortsatte i en uendelighed og det aftog selvsagt ikke efter han havde indtaget sit måltid. Da mit storsind blev så tyndslidt, at jeg henvendte mig for at for at bede ham stoppe, var han helt og aldeles uforstående overfor mit krav. Hans mavelyde ophørte lyde ikke før vore veje skiltes i lufthavnsterminalen.

Taxaturen mod byen endte for enden af en hotelgade, hvor jagten så gik igang for at finde husly. Jeg måtte ikke søge længe, førend der var gevinst. At personalet kunne have arbejdet på Fawlty Towers og at al interaktion med dem var ufrivilligt komisk var bare en lille bonus.

Jeg takkede ja til værelset selvom der lå en håndfuld døde kakerlakker på toiletgulvet. Da jeg forsigtigt bad om at få rengjort toilettet inden jeg rykkede ind, trak receptionisten tøvende på skuldrene og valgte istedet at placere mig i et andet værelse. Det var trods alt lettere at flytte mig end kakkelakkerne! Samtidig kunne det jo være at den næste gæst var ligeglad...

Da jeg kort tid efter opdagede at der intet håndklæde var, fik jeg sat et større maskineri igang. En ældre herre blev hidkaldt og fik ordre på at vække den meget lille mand, kun iført lændeklæde, der sad i et hjørne og sov. Manden vågnede fra sin døs og styrtede mod receptionisten. Det var tydeligt at den lille herre, (som iøvrigt kunne være et spændende projekt for en talepædagog,) gjorde sig meget umage for at forstå hvad han skulle gøre. Kommunikationen mellem de to var ikke ubesværet. Ihvertfald gik receptionisten i gang med en større omgang gæt og grimasser, hvor han både badede og tørrede sig. Det så ud til at det fik tiøren til at falde. Hvordan receptionisten forstod hvad manden sagde, må have været et resultat af mange års samarbejde. Jeg hørte nemlig kun nasal mumlen og kliklyde. Da begge mænd nærmest samtidigt og indforstået rakte en hånd ud lod jeg mig forstå at denne service kostede en lille daler.

Jeg nænnede ikke at sende den lille herre afsted igen, da han endelig bankede på min dør. Stoltheden lyste i hans øjne, da han viste mig hvad havde skaffet. Ud bredte han, hvad mest lignede et slidt viskestykke eller måske en bordskåner af den slags ældre mennesker kan finde på at lægge på deres bord for at beskytte mod blomstervand.

Mit ansigtsudtryk må have forvirret ham. Han begyndte at mime badeprocessen for mig og forsøgte at forklare hvordan denne klud skulle bruges. Jeg blev nødt til at afbryde ham inden jeg brød ud i skraldlatter – ydmygelsen ville have været for stor. Jeg gav ham drikkepenge for ulejligheden og ønskede ham en rigtig god dag … min havde han lige reddet.

Min research omkring denne by var ret minimal. Så jeg var fuld af forventning, da jeg endelig havde badet færdig og var færdig til at trave byen tynd. Jeg havde den idé at receptionisten måtte være et godt sted at starte – han måtte kunne give et praj om hvad der var værd at kigge nærmere på. Desværre havde han åbenbart brugt al sin energi på at mobilisere det team der skulle skaffe mig et håndklæde, for nu var der hverken initiativ eller velvilje tilbage til at hjælpe mig denne gang.

“Excuse me Sir, what is there to see in this city?”

‘”...Nothing!  Absolutely nothing!”

Nå ja – fair nok. Her var åbenbart ikke noget som han fandt interessant og slet ikke noget han ville anbefale, så jeg prøvede igen.

“So, what about Temples? Are there any temples around here?”

“Nope, nothing”

Nuvel, det var et vink med en vognstang: jeg skulle bare forsvinde og det kunne faktisk ikke gå hurtigt nok.

Nu skrev jeg tidligere, at jeg havde gjort mine forberedelser til denne tur – men et er som bekendt at læse, noget andet er at forstå. Én ting jeg havde læst og undret mig over, skulle vise sig at være meget mere udtalt end jeg havde forventet. I Indien tager man sin plads alvorlig. Man bliver ved sin læst og laver lige netop det der er påkrævet – hverken mere eller mindre. At lave noget under ens niveau er utænkeligt. Tja, og hvad angår min ven receptionisten her, så var han selvfølgelig ansat som receptionist og ikke som nogen anden turguide!

- Helle

Ps. Jeg fik ikke lov at beholde værelset for mig selv. Forleden morgen fik jeg en lille værelseskammerat. Besøget varede dog ikke længe. Jeg vågnede ved lyden af noget der mindede om en nød der knækkede og et klask mod mit lagen. Loftventilatoren havde gjort det beskidte arbejde for mig.

Kakerlakker eller ej – det var tid til at komme videre….