Paladset, foedselaren og gule pytter af glaede

De der kender mig godt ved jeg er fuld af humbug, og ikke kan forventes at levere post til tiden, endskoent lovet: De der kender mig mindre godt er formentlig nu blevet lidt klogere.

Tiden er floejet ret ubemaerket forbi, (slidte metaforer rejser ikke paa business class,) og midt i hverdag og arbejde, kan vi konstatere det er laenge siden vi har skrevet sidst. Nu proever vi saa simultant at rette op paa miseren, og sidder ved siden af hinanden paa en internetcafe og klaprer loes.

Billedet afsloerer jeg for nyligt fejrede rund foedselsdag. Min egen endda. Helle og Pia (vores kaere feriebarn) stod tidligt op og arrangerede en liflig brunch, og selvom foedselsdagskagen var tre doughnuts stablet ovenpaa hinanden, den oeverste daekket af mere stearin end chokolade, saa foeltes det som en kongelig banket. Efter et veloverstaaet festmaaltid (her betydende, at jeg, nok i dagens anledning, slap for opvasken,) tog vi ud for at slikke noget sol. Da laoserne er noget hudforskraekkede, og vi ikke oenskede at traede nogen over taeerne, maette vi finde en pool at slaenge os ved. Det flaskede sig saaledes at man taet ved poolen ogsaa kunne faa massage i luksurioese omgivelser, og i dagens anledning, man fylder jo ikke tyve hver dag osv. maette vi ogsaa proeve saadan en tur. Endelig, mens dagen gik paa haeld gik vi til sold. Vi var alle tre ret kloge, da vi langt om laenge trissede hjem. Mit vid rakte endda saa langt, at jeg formaaede at afvise den eneste tuk-tuk chauffoer, som arbejdede paa det ukristelige tidspunkt, fordi han kraevede, hvad nok svarer til halvanden krone for meget for turen. Pigerne var graedefaerdige over at skulle gaa hjem, men jeg synes jo en herlig spadseretur er alletiders!

Vi er blevet rigtig glade for vores lille hjem. lidt stearinlys og planter goer undervaerker for hyggen. Det bedste ved det, er nu vores udlejere, som bor lige ved siden af og som naermest foelger med i lejen. Mu og Von er det mest elskelige par man kan forestille sig, og deres to boern Ann og Oh er alletiders. Selv bedstemor Maatae er elskelig som kun faa. De er utrolig interesserede i hvordan saadan nogle falang'er som os goer ting, og de goer os ustandelig tjenester; Koerer os fra Herodes til Pilatus, inviterer os ind at spise, og goer bare alt saa meget nemmere for os, ved at hjaelpe os med de mange smaa ting, som kan goere det svaert at falde til i et fremmed land. Vi har planlagt at invitere dem ind paa frikadeller og kartoffelsalat engang i weekenden, da det er det mest danske vi kan komme i tanke om, som samtidig faktisk kan laves med de forhaandenvaerende varer.

Vi er samtidig blevet tre i huset. Det er ikke Helle som har vaeret smuggravid, men en australsk arbejdskollega, Joe, som er flyttet ind hos os. Joe er 21 og egentlig meget soed, men han er samtidig lidt en spoejs faetter. Han havde sat sig for dyrt i sin tidligere lejlighed, og kom naermest krybende og ville hoere om vi kunne taenke os en sambo. Flink fyr som han er, lod vi os overtale til at have ham boende. Plads havde vi som naevnt rigeligt af, og da vi endnu ikke havde faaet vores foerste loen kunne vi godt bruge en skaerv til huslejen.

Joe er aerkekonservativ, soen af nyrige foraeldre, uddannet oekonom (den linial-rette vej gennem uni.) og aldeles blottet for financielt maadehold. Han er paa naesten alle mulige maader ulig Helle og jeg, da vi var 21, og det giver nogle ret sjove meningsudvekslinger om mangt og meget. Vi synes han ind i mellem opfoerer sig arrogant overfor laoserne, at han er en politisk varmluftsballon og at han i smag, stil, goeren og laden opfoerer sig som en halvtredsaarig bureaukrat som i den grad traenger til en god gang sex. I den frie meningsudvekslings jaevnbyrdige aand, returnerer han saa serven og kalder os tossegode, aah-saa-frigjorte, barfodede skandinaviske backpackertyper, blottet for indsigt i god smag, politik, og finere vine og oste. Jeg taenker vi alle tre rammer plet.

Vi er ogsaa blevet hundeejere paa laans. Von og Mu ejer tre smaa krapyler, og selvom vi ikke har udvist taeppetisserne andet end den dybeste ringeagt, saa elsker de os! Den ene, Gule, bliver saa glad naar den ser os, at den spontant tisser hvor den staar! Mage til dum hund skal man lede laenge efter. Alligevel kan vi nu, efter en maaneds uindskraenket kaerlighed og gule pytter af hengivenhed, ikke lade vaere med at synes den faktisk er lidt soed. Indenfor kommer den dog ikke!


- Soeren