Luang Prabang. De sidste par dage var vi i en lille biograf, saa katten lege med et firben, og noed en lille drengs ihaerdige forsoeg paa at ramme maanen med sin slangeboesse. Den sidste dag i Prabang sad vi paa cafe, saa livet passere forbi og afviste paa skift gadesaelgere og byens tigger. I ental, ja. Vi saa faktisk kun een tigger i byen, men hans saerlige pitch var at stille sig helt op til een og rokke frem og tilbage, mens han knipsede med fingrene. Det var naesten en seksuel tilnaermelse, og ret ubehageligt.Med andre ord, vi lavede ikke en doejt og det var paa tide at komme videre.
Vi tog tilbage til Vang Vieng, for derfra at sejle i kajak til Vientiane. Naa ja, det passer nu ikke helt, men det var saadan turen blev praesenteret for os. Vi blev koert de foerste fyrre kilometer i jeep, sejlede de naeste ti, og tog de sidste fyrre i jeep, mens et tropisk uvejr rasede som paa en gang varslede regntidens komme og gjorde os vaeldig tilfredse med ikke at sidde i en kajak. Vi endte - drivvaade, men ved godt mod - i Vientiane, hvor vi fandt et billigt, men noget lusket guesthouse.
Naeste dag begyndte den store lejlighedsjagt. Vi begynder vores arbejde paa skolen d. 5 Juli, og vi ville gerne have os indkvarteret ordentligt inden da. Desvaerre har det vist sig, ikke at vaere helt saa nemt at finde noget at bo i, som vi gerne saa. Laoserne mener et hus eller lejlighed er fuldt moebleret, naar der er en seng, to stole og et tv, og at belysning klares effektivt og nemt med et lysstofroer eller to. Det er sandt at sige rigtig langt fra hyggeligt. Det interessante er, at laoserne ogsaa selv har indrettet deres hjem paa denne maade; Det er altsaa ikke en fidus med at udleje halvt moeblerede skodlejligheder. I deres oejne har saadan et hjem alt hvad man kan oenske sig! En anden mulighed er af bo i en af de luksusvillaer (laes: paladser) som udlejes til vestlige NGO'er. Lidt toert kan man maaske sige, at Roede Kors og andre noedhjaelpsorganisationer oejensynligt ikke lider af angst for at fremmedgoere sig i forhold til lokalbefolkningen. De paladser er indrettet lige saa hyggeligt og laekkert som man kan oenske sig (og har svimming pool og seperat bolig til tjenestefolk,) og koster det samme som en 2-vaerelses lejlighed i Aalborg. ...Men det oedelaegger lidt ideen med at spare lidt op nu, foer vi rejser videre, og endelig ville vi ikke vide hvad vi skulle goere med saadan en kolods. (Andet end at prale selvsagt.)
Vi har dog langt om laenge fundet et hus, som vi har sagt ja til. Det er alt alt for stort, stoerre end noget vi nogensinde har boet i foer. Det har ikke mindre end fire sovevaerelser, tre badevaerelser, et par stuer og det loese i to etager. Det er dog helt anstaendigt indrettet af et par meget internationale laosere, og koster det samme som de mindre huse og lejligheder vi har kigget paa. Det hjalp nok ogsaa paa prisen at skoleinspektoeren, Gerry, er gode venner med ejeren og selv tidligere har boet i huset i to aar. Saa med slot for en slik er vi klar til at begynde paa arbejde i Vientiane.
Efter, samlet set, at have vaeret i Vientiane en maaneds tid, er der en del ting som har aendret sig. Vi anraabes stadig af alle tuk-tuk chauffoerer, men nu giver de os en rimelig pris uden alt for meget boevl. Vi begynder at kunne finde rundt, jeg maaske lidt bedre end Helle, det kaere forvirrede pus, og endelig har vi laert en haandfuld almindelige fraser, saa vi i det smaa kan lade som om vi er laosere. Andre ting som i starten undrede os finde vi langsomt forklaringen paa, efterhaanden som vi taler med flere og flere laosere og udenlandske oldtimers. En ting som i saerdeleshed har undret os er trafikken; Hoer engang...
I Laos er der hoejrekoersel; Det er dejlig normalt, men fem maaneder i Thailand har aendret vores indbyggede orientering, saa nu kigger vi til den forkerte side nar vi krydser vejen. Lyskryds i Vientiane fungerer ved at lade een retning koere af gangen, ikke to modsatgaaende retninger af gangen, som vi kender det i DK, hvor vi i fordragelighed venter paa hinanden paa midten. Kommer man lige akkurat for sent til det groenne her, saa kan man vente ret lang tid paa at komme til koere. Det er maaske det, som goer, at det groenne lys i en del bilisters oejne varer ved et godt stykke tid efter det er slukket.
For faa aar siden var der kun ganske faa biler i Vientiane. Nu er der tre-fire gange saa mange, men ikke ret mange koerekort. De vi har talt med mener, at kun et sted mellem 5-15% af bilisterne faktisk har et koerekort. Indtil for nyligt var et koerekort ioevrigt ikke noget man tog ved en proeve, men noget man koebte hvis man ville have det. Vi kan ikke finde ud af hvad den officielle politik er nu; Politiet kan daarligt nok goere noget naar alle bryder loven (hvis det er en lov) og det systemloese system fungerer tilsyneladende ogsaa i nogen grad; Folk bliver autodidakte bilister med en vis grad af succes. Det er de naermest noedt til, da bilforsikringer naermest er ukendte i Laos. Og det er altsaa forklaringen paa de saere fire-direktionelle lyskryds. For et par aar siden, da lyskrydsene blev indfaset ved de stoerste kryds i Vientiane, fungerede paa vant vestlig facon. Desvaerre var der naesten dagligt uheld i hver eneste lyskryds, naar der gik fletning i skidtet og alle ville frem samtidig. Efter en kort proeveperiode, hvor det antageligvis blev besluttet, at det var for dyrt paa baade den ene og den anden maade, aendrede man lyskrydsene til den unikke laosiske loesning.
Det interessante er, at lyssignalerne til fodgaengerne i nogle kryds stadig foelger det gamle system... Det, og de dybe huller i fortovene og de forsvundne kloakdaeksler, goer det til en spaendende aktivitet for baade store og smaa at faerdes i trafikken.
Nu skal det her ikke udarte sig til en Shubidua sang om de varme lande, og mennesker som bor i huler. Jeg lover derfor, at vi i naeste indlaeg her paa rejsedagbogen vil skrive om nogle af de ting, som goer laoserne saa pokkers elskelige. Med det paa plads, videre til matematikken.
Vi har nu vaeret paa farten i et halvt aar. Fem maaneder i Thailand og een maaned her i Laos, og der er een ting vi efterhaanden har set saa tit, baade der og her, at vores reaktion paa det har aendret form et par gange. Foerst blev vi forlegne over hvad vi troede var personligt handicap, saa morede vi os over det, da vi opdagede det var alment og nu til sidst, hoeflige som vi forsoeger at vaere, noejes vi med at undre os. Baade thaierne og laoserne regner ufatteligt daarligt i hovedet. Bevares, der er selvfoelgelig undtagelser - heldigvis, men rigtig rigtig mange, ogsaa folk som taler fint engelsk og
som formentlig har haft en rimelig skolegang, har ikke nogen sans for basal matematik. Betaler man tyve tusinde kip for noget der koster otte tusinde, tastes det omhyggeligt ind i lommeregneren - helst to gange for at vaere sikker! Vaerre er det, hvis man prover at betale over beloebet for at komme af med sine smaapenge. Hvis noget koster tolv tusind, og man giver tyve plus to tusindlapper, saa faar man foerst rakt de to tusser tilbage med et lidt bekymret blik, der synes at sige "du er da vist ikke rigtig klog," og saa faar man tilbage paa tyveren. (Efter lommeregneren behoerigt er konsulteret selvsagt.) Ingen af os er matematiklaerere, men det kunne nu alligevel vaere interessant at se hvordan boern undervises i matematik her i landet. Maaske de har lommeregner med fra foerste dag, og de aldrig laerer andet? Det kan vaere vi bliver klogere paa det senere; Indtil da nyder vi de saere blikke vi faar, naar vi paa naesten magisk vis, som en anden rainman, har det rette beloeb klar foer de har tastet faerdig.
I dag faldt vi over en reklame fra en lokal sprogskole, den er pragtfuld synes jeg! Indtil nu har jeg kun samlet eksempler paa daarlig engelsk i hovedet, men jeg tror jeg vil begynde en regulaer fotosamling af de bedste.Til slut skal jeg sige vi har faaet et par bud paa konkurrencen; De er alle forkerte. Den dejligt solbrune og bloedfaste roev er min. Den behaarede dejditto er saa selvfoelgelig Helles.
- Soeren, som i nat, af et par kaerlige myg, fik fire ekstra brystvorter paa enden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar