So long hippies, en flue i suppen og melder: Ingen bomber i turbanen

I den forloebne uge er Helle blevet en certificeret astralflyver paa et yogakursus. Det skriver hun selv mere om; Jeg vil blot sige det er en glaede og lettelse, hun stadig har begge ben paa jorden, og at der ikke er gaaet chakra i skidtet. I mellemtiden har jeg brugt en del tid paa en internetcafe, for at laese om forskellige aspekter af dykning, og for at faa nogle gode raad i forbindelse med en divemaster-uddannelse i Thailand. Samtidig har jeg proevet kraefter med at undervise paa det lokale technical college. Det gik saadan set nemt og smertefrit med undervisningen, men skulle jeg arbejde der laengere tid, ville jeg noedvendigvis skulle aendre paa en hel raekke ting, som jeg slet og ret synes er hul i hovedet. Det er noget, som jeg giver lidt tanker nu, for vi er nemlig blevet tilbudt arbejde her i Nong Khai. Indehaveren af Mut Mee, det guesthouse vi bor paa, har spurgt om vi ikke kunne taenke os at koere det, mens han og familien er i Indien. Det er een stilling, som vi kunne dele mellem os, og samtidig have en raekke timer paa college'et. Det lyder umiddelbart ok, men der er stadig mange ubekendte og ting der kan komme i vejen. Hvorom alt, som landet ligger lige nu, er baade han og vi interesserede, naar vi engang er faerdige paa Koh Tao. Hvad det bliver til maa vi se.

Dagens billeder er fra omraadet rundt omkring Nong Khai.

Den lokale specialitet i Isaan er slangehoved i tyk brun sovs. Ingen af os foelte os dog helt modige nok til at proeve kraefter med lige den ret, da vi spiste ude forleden aften. Istedet bestilte vi lidt blandet kraes fra wok'en og hver en portion suppe til forret. Naa, vi ved efterhaanden hvordan det fungerer med for- og hovedretter i Thailand, saa vi gik gladeligt ombord i vores supper, da de blev leveret laenge efter vi var faerdige med hovedretten. Halvvejs gennem suppen, samler jeg en sort ting op paa min ske. Jeg studser et oejeblik, mens mine oejne og hjerne skaendes. Oejnene insisterer paa at se en stor, fed druknet spyflue paa min ske, mens hjernen siger, at fluer i suppen hoerer til i daarlige vittigheder. Jeg foerer skeen op i lyset, for bedre at kunne se, men hjernen maa kapitulere og give oejnene ret. Det er en spyflue, den er rigtig velvoksen og aldeles doed.

Et oejeblik sidder jeg med den paa skeen, overvejende om jeg boer fortaelle Helle det, da hun stadig nyder sin suppe. Da det er samme suppe vi faar, beslutter jeg at det nok er ret taenkeligt, at fluen har delt gryde med hendes portion. Omvendt er kraet sikkert kogt helt harmloes, selvom jeg nok ved hvor den har vaeret, foer den landede i jacuzzi-suppen. "Hvis der nu er noget ulaekkert i min suppe, vil du saa hoere om det - eller vil du helst bare ikke vide det?" Helles nysgerrighed slaar aldrig fejl og snart studerer vi kraeet sammen. ...

Naa ja, suppen var egentlig god, og den havde ogsaa kun kostet et par soelle kroner. Saa der var faktisk ingen grund til at goere et nummer ud af det. I Danmark ville jeg til hver en tid have kaldt paa en tjener, men i Thailand hvor vores forventninger til koekkenhygiejne i nogen grad svarer til madens pris, kunne det vaere det samme. Alligevel var det foerste gang i mit liv, det blev mig beskaaret, faktisk at kunne kalde; "Tjener, der er en flue i min suppe!" Og jeg kunne altsaa ikke staa for fristelsen. Mens jeg roemmede mig og lagde ansigtet i de rette folder, graemmede Helle sig. Og saa.

"Excuse me.... "

Den unge pige stod et oejeblik og stirrede fluen i oejnene, saa tog hun med et "moment pleeez," min ske (og min flue) med sig. Et oejeblik efter stod fire-fem tjenere taet sammen, foroverboejet i en klump, som fodboldspillere der diskuterer taktik. Med mellemrum skottede en af dem ud af klumpen, ud paa os, foer hovedet igen dukkede ind. Der gik lidt tid, vi drak lidt oel.

Saa kom de over til bordet med skeen og fluen. Pigen, som i foerste faerd gik med skeen, viste den demonstrativt til os og sagde paa gebrokkent engelsk. "Det er ok, det er en flue. Lad vaere med at spise den." Jeg naevnte at det var faldet mig ind at lade vaere, og at jeg faktisk slet ikke havde lyst til at spise den, naar jeg foelte rigtig efter i mig selv. Hendes kollega indskoed, at der jo faktisk ikke var en problem, nu vi var blevet enige om at fluen ikke skulle spises. Logikken var ikke til at skyde igennem, men alligevel betonede jeg min forventing til suppeingrediensers generelle spiselighed. Vel havde den sikkert givet ekstra smag, det betvivlede jeg ikke, men havde jeg haft et valg, ville jeg hellere have haft en flueloes suppe. Nu skete det, der aendrede episoden fra at vaere en simpel tilfredsstillelse af lysten, til faktisk at have sagt "tjener, der er flue i min suppe." til at blive en kulinarisk episode af Monty Pythonske dimensioner.

En tredie tjener, som ikke havde ikke havde blandet sig endnu, og som ikke lod til at forstaa en brik af samtalen indtil nu, samlede nu fluen op mellem fingrene. Hun saa demonstartivt paa den og sagde "mum-muuum." Jeg antog det var et forsoeg paa et vaere morsom, og lod med en nonchalent haandbevaegelse vise, hun bare skule hjaelpe sig selv, hvis hun var sulten. Snap snap, knas knas, og fluen forsvandt i hendes mund. Helle og jeg var lamslaaet! Et sekund var alle stille, saa grinte hun, fluestykker stadig mellem hendes taender, vendte tommelfingeren opad og sagde "Good! very good"

Hendes kollegaer var lige saa overraskede som Helle og jeg, to vendte sig om og skjulte ansigtet, men den foerste pige lagde hurtigt ansigtet i de rette folder. Naa, nu var fluen jo altsa vaek, syntes hendes overbaerende skuldertraek at betyde. Det var tilsyneladende demonstreret tilfredsstillende, at fluen sagtens kunne have hoert til i suppen, og at den i al fald var ret velsmagende. Hun lukkede sagen helt ved at fylde vores oelglas op, mens Helle og jeg sad mundlamme. Da hun var gaet, sagde vi vist "what the fuck?!" i munden paa hinanden.. Det var ligegodt kattens hun saadan tog een paa hjaelmen for teamet. Gad vidst om de andre gav omgang ved fyraften, eller hvad der for i hende.

Vi grinte, og da appetitten alligevel ikke laengere var saa stor, drak vi vores oel ud og betalte.


Vi er nu kommet tilbage fra Vientiene i Laos, hvor vi fik fornyet vores visa. Vi valgte at tage den lidt laengere tur dertil, det lidt laengere border run, fordi vi ved den Thailandske ambassade der kunne faa to maaneders opholdstilladelse, istedet for kun een, som almindeligvis er tilfaeldet. I dag slapper vi af i Nong Khai, for saa at tage nattoget til Bangkok i aften kl. 19. Naar vi ankommer dertil i morgen tidlig, tager vi straks videre mod Chumpon. Der vil vi bruge et par dage, inden vi tager til koh Tao, for at organisere alt i forbindelse med Thomas' og Esthers besoeg. Alt i alt er det en togrejse paa ca. 1000 km som ligger forude, lidt af en tur. Rygsaekkene er pakket togsmart, altsaa med toiletgrej og langaermet troeje oeverst, hvis det er en af de kupeer med sindsyg aircondition. I den offentlige transport sektor i Thailand synes tanken sommetider at vaere, at aircondition ar godt, og at rigtig meget aircondition foelgelig maa vaere rigtig godt.

I Danmark trak Jyllands-Posten i profetens skaeg, og foerst gik medierne, saa de nyttige idioter i selvsving. I Thailand maerker vi intet til sagen; For at berolige de urolige, saa ligger Chumpon, som er vores sydligste rejsemaal paa det Thailandske fastland, mere end 500 km fra de muslimske provinser, som ligger op ad den malaysiske graense. I oevrigt udgoer muslimer kun 5% af befolkningen i landet, og hovedparten af dem er akkurat lige saa besindige, som flertallet af danske muslimer. Den thailandske befolkning, muslimerne med, er i oejeblikket langt mere optaget af demonstrationer for og imod premierministeren Thaksin, foelgende de massive korruptionsanklager, som i de sidste uger er rejst mod regeringspartiet. Det er big news i Thailand, profeten er ikke! Hvorom alt, indtil kartoflen bliver kold, skal vi nok udvise savoir-faire nok til at holde os fra Mekka. Kort sagt, no problem!


- Soeren, som nu ved hvad stegt ris med kylling hedder paa thai.