Et spoergsmaal om skyld og aurahealing

I min rygsaek ligger nu et fint diplom, som bevis paa jeg har gennemgaaet 1 uges yogakursus. Set i bakspejlet var denne uge selvsagt praeget af harmoni og idyl og vaeren fuldstaendig i balance. Men som ved alle andre ting man tenderer til at idyllisere, blot fordi de er et overstaaet kapitel, dukker der ved naermere eftertanke ogsaa en anden virkelighed op. Overdrevet soevnbehov, rygsmerter, vejrtraekningsproblemer, udslaet, forkoelelse og koldsved er blot nogle af de ting der dukkede op i ugens loeb - men det skal jeg vende tilbage til.

Et par dage foer min uge i askese begyndte, noed vi et par flasker godt trampede druer eller hvad det nu var, paa den lokale bar " The Danish baker". Der er nu ikke meget dansk over den. Kokken er for laengst rejst hjem til Randers, personalet er thai og klientellet gerne svensk eller norsk. Naar sandheden endelig skal frem er stedet faktisk heller ikke saerligt charmerende, men det er den eneste bar, der holder aabent efter 10, saa vi er paa sin vis tvungne til at vaere der, hvis vi vil nyde en lille gewesen. Naa men denne aften havde der sneget sig en amerikaner ind. Se- han var ikke hvilken som helst amerikaner - naeh han var ret atypisk, idet han havde en meget anti-amerikansk holdning og derved blev han ganske interessant. Isaer for Soeren, der ligeledes synes at blive ganske toerstig som diskussionen skred frem. En akut blaerebetaendelse gjorde, at jeg blev noedt til at forlade etablissementet for at gaa hjem i seng. Lidt senere dukkede Soeren og - lidt gladere end da jeg sidst havde set ham. Samtidig var han lidt mere soevning end jeg og faldt hurtigt i soevn. Og der startede saa en nat i helvede. Larmen fra gaden, lige under hotellet, var oeredoevende og der var frysende koldt paa vores vaerelse. Jeg rendte oppe hver halve time for at ifoere mig endnu en beklaedningsgenstand og proevede paa ganske gemen vis at faa taeppet vristet fra Soeren, der selvfoelgelig sov trygt og godt. Saadan fortsatte det, indtil solen kastede sine foerste straaler ind af vinduet, og jeg derved kunne faa lidt varme i min forfrosne krop. Af samme grund blev det selvfolgelig ret essentielt, at faa udleveret et par taepper mere inden vi skulle gaa til ro igen den naeste aften. Dette naaede vi af en eller anden uforklarlig aarsag ikke. Det skulle da ogsaa senere vise at vaere unoedvendigt da Soeren, snarraadig som han indimellem er, efter et kort kig paa vinduet kunne meddele, det bare var et spoergsmaal om at lukke dem......
2 dage efter skulle jeg paabegynde mit yogakursus. Jeg troppede nysende og roedoejet op fem minutter i syv med min taske, vanddunk og en rulle toiletpapir, der skulle forhindre en konstant stroem af snot i at loebe ned i min mund. Jeg ved det ikke er Soerens skyld, jeg kunne have rejst mig og kigget paa vinduet selv. Men det foeles saa godt, i ens miserable tilstand, at kunne skyde skylden paa andre.

Naar man starter paa noget nyt opbygges der helt naturligt en masse forventninger til det forestaaende. Samtidigt og efterfoelgende bliver der reflekteret grundigt - svarer det til forventningerne eller blev du skuffet osv. Det samme gjorde sig selvfoelgelig gaeldende for mit vedkommende. Jeg forventede at laere lidt mere indgaaende om yoga og de bevaegelser der er tilknyttet - men jeg fik saa meget mere!!
Instruktoeren var en midaldrende amerikansk mand som hoejst sandsynligt har taget navneforandring fra et almindeligt amerikansk navn som John- til det mere yoga-klingende navn Pancho. Han var altid ifoert lilla loesthaengende toej og en lille kalot naar han havde fri. Han talte med lukkede oejne og spiste, efter hvad vi saa, kun ris. Egentlig var han meget inspirerende at lytte paa - det er ofte ret medrivende, naar taleren braender saa meget for sin sag og de ting han beretter om tilsvarende er ret spaendende. Men for mit vedkommende var det at holde koncentrationen umaadeligt svaert. Han talte gerne uafbrudt i timevis om hvordan der var forskel paa lungerne stoerrelsesmaessigt, grunden til dette og om hvordan man kunne, hvis det var fysisk muligt, straekke lungerne i forskellige retninger og hvordan de ville reagere hvis man gav slip. Maaske er det mig - maaske har jeg vaeret laerer for laenge og har svaert ved ikke at vare paa. Men det blev virkelig et problem for mig at holde fokus paa ham, efterhaanden som ugen skred frem. Min adfaerd aendrede sig radikalt fra at vaere hoeflig, nikkende og holde oejenkontakt til den der taler til en ren dyreadfaerd. Jeg tog mig selv i, gang paa gang, at pille i alt hvad der kunne pilles i - taeer, haard hud, negle, hudflager, myggestik som egentlig var gaaet i sig selv, men som man da lige kunne faa til at kloe en ekstra gang, oerer, saar, traade fra toejet, uret, vanddunken - you name it! Det blev efterhaanden en hel lettelse at skulle op fra gulvet og lave yogapositionerne. Set i bakspejlet var det nok ikke kun mig der havde besvaer - kiggede jeg rundt, saa jeg ogsaa de andre 6 i fuld gang med deres smaa kampe for at holde sig vaagne. Han maatte have graemmedes og det var vel af samme aarsag hans oejne forblev lukkede.

Som ugen skred frem skete der dog samtidig det vidunderlige at ens krop begyndte at lystre og blive mere og mere smidig. Det kunne ligefrem vaere rart at vaere i en position, hvor det tidligere paa ugen havde vaeret et smertehelvede.
Samme uge skulle byde paa meditationsteknikker som jeg havde stor fornoejelse af. Samtidig stiftede vi bekendtskab med vores chakraer, aurahealing og chanting som jeg dog havde lidt svaerere ved at forholde mig til - det synes ikke rigtigt at virke for mig! Jeg kunne hverken se eller foele mine chakraer paa den ene eller anden maade, hvor ihaerdigt jeg end proevede. Paa den anden side var der jo heller ikke nogen garanti for at man skulle kunne se lyset efter een uge - paa trods af det var et intensivt kursus. Det er maaske lige graadigt nok at kraeve en virkning taget i betragtning, at botthisatvaer kaemper inkarnation for inkarnation for at naa til et oplyst stadie.

- Helle