Derer saa yndigt paa landet, og det kan man rigtigt nyde, naar man med moeje og besvaer har kaempet sig op af de bakker og galmands-stigninger, som vejen til vores lille bungalow byder paa. Vi har fundet en beskeden lille hytte langt fra byens larm. Vi bor for enden af den vej, som noget flot kaldes hovedvejen. Reelt er det den eneste vej af nogen saerlig laengde, som foerer fra den ene lave ende af oen til bakkerne i den anden. Vurderet efter danske forhold er det bakker, som, var de snedaekkede, kunne siges at have olympisk potentiale. Paa plussiden, saa behoever vi faktisk kun traede een gang i pedalerne paa vores cykler, for at naa ned i byen. Naar vi skal hjem derimod, saa er der kun koeleskabets velsignelser og et kold bad at glaede sig til. Turen tager ogsaa fem gange saa lang tid.
Vi boer saa afsides, at man vender man sig efter trafikken, for at se hvem der kommer. Den afsides beliggenhed goer dog ogsaa at faunaen er lidt anderledes. Der er sjovt nok naesten ingen myg, hvilket er utroligt dejligt! Omvendt, til Helles udtalte misfornoejelse, tror vi nok, at myggene er forsvundet fordi kaempegekkoerne har spist dem. Den foerste aften i vores nye hjem, sad jeg paa terrassen og noed en kold cola, da jeg pludselig hoerte Helle kalde inde fra hytten. Hvis man har vaeret sammen med en anden i lang tid, saa ved man at der mange maader ens navn kan kaldes. Helle har f.eks. den maade hun kalder, hvis jeg har glemt at skylle ud i toilettet. Der er ogsaa den maade at kalde, som betyder det kloer altsaaa lige her Hr doktor, vil De ikke vaere soed at kigge paa det. Og saa er der den maade at kalde paa, som bare betyder hjaelp! Soe-oe-ren. Jeg vidste med det samme hvad klokken var slaaet: Gekko, rotte eller edderkop. Hvor stor er den, spurgte jeg nonchalent i genkendelse af tonefaldet, nok allerede seende mig selv som dagens helt.
Det var en gekko. Den var stor. Rigtig stor. Det var gekkokongen. Helle rendte ud paa terrassen og hoppede rundt, mens hun hvinede nej nej nej... Jeg forstod naermest instinktivt, (saadan er jeg saa empatisk,) at hun nok ikke kunne forliges med at have den som kaeledyr, saa jagten maette gaa. Og det gjorde den saa! Roere den havde jeg ikke saerlig lyst til, saa jeg tappede paa muren bag den og proevede at genne den foerst mod doeren, saa mod et vindue jeg havde aabnet. Men op og ned af vaegge gik det, op paa loftet og ned paa gulvet, hen over min bare fod, ind under sengen, om bag reolen, ind under sengen igen, bag koeleskabet, vaeggene igen - Jeg svedte og trak rundt med moebler, vendte sengen, flyttede skabet, og - fik jeg sagt jeg svedte? Alt i mens dirrigerede Helle slaget udenfor. Der der der! Hvor er den? Aieh, nej nej nej!
Langt om laenge, sikkert grundet gekkoens stoerre forstand og min staedighed, rendte den ud paa terrassen og om paa siden af huset, hvor den sad og pustede ud. Jeg kunne se at den ogsa var blevet forpustet af vores kamp, retfaerdigt nok vel egentligt. Alligevel ville jeg helst ikke have en anden halvleg, saa jeg skyndt emig at lukke doeren. Vi har besluttet at isolere spraekken under badevaerelsesdoeren med en gammel t-shirt. Badevaerelset har nogle huller under taget, som den kan vaere kommet igennem. Jeg tror dog ikke det er noedvendigt, jeg kan ikke rigtig se den gekko komme igennem spraekken under doeren, saa jeg forestiller mig den allerede var i hytten da vi flyttede ind. De smaa, almindelige gekkoer og firben har vi vaennet os til, de er naermest en naturlig del af inventaret, men jeg tror ikke Helle helt kan forlige sig med de klepperer som bor her, saa vi vil proeve at holde dem ude.
Det er gekkoerne. I gaar, paa vejen ned mod byen saa vi det mest forrykte insekt. Aldrig i mit liv har jeg set saa stor en bille! Den var stoerre end en velvoksen skruptudse! naesten som et lille pindsvin, bare fladere! I aften, naar vi gaar ned til byen vil vi tage lommelygte og kamera med, maaske vi er saa heldige at se saaden een igen, og faar chancen for at bevise vores loegnehistorier. Indtil da lever vi videre i Jurassic Park.
- Soeren
lørdag, februar 18, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar