Der er forskellige skikke, saedvaner og udstyr ombord paa forskellige dykkerbaade. Saadan maa det selvfoelgelig vaere. Jeg tror faktisk ikke de normalt sjuskede paa den baad vi var med - det var i
alt fald ikke det indtryk jeg fik, men de havde vist bare en af de dage, hvor tingene ikke gaar helt efter planen. Mit lejede udstyr var lidt noget rod, det var saadan lidt sammenstykket og lappet, en rem var oedelagt og et andet spaende var forkert. Den klemme, der skulle holde reserve-mundstykke manglede og den fundne erstatning var saa slap, at den ustanseligt tabte mundstykket, saa det dinglede i sin slange under mig. Det var ikke alvorlige fejl og mangler, jeg foelte mig sikker nok, men det var alligevel irriterende. Helles udstyr fejlede heldigvis ikke noget, og det var nok godt i forhold til det kommende dyk, som skulle vise sig at blive uventet strabadserende. Billedet viser os i oevrigt som sejrrige dykkere bagefter. Hvorfor jeg svanser saadan aner jeg ikke. Pattaya-effekten maaske.Helles dykkercertifikat tillader kun dyk ned til 18 meter, men da Hardeep ligger paa 25-30 meters vand, skulle vi have en instruktoer med til at holde lidt ekstra oeje med os. Vi foelte os altsaa rigeligt mandsopdaekket med baade en divemaster og en instruktoer! Maaske det var fejlen, maaske de begge fejlagtigt troede, at deres kollega havde briefet os om forholdene. Omvendt regnede vi med, vi nok skulle faa besked, hvis der var noget saerligt at bemaerke. Men da der kun var smaa boelger, sol fra skyfri himmel, og en boeje som laa forankret over vraget, syntes alt at aande fred og idyl. Piece of cake! Men vi fik ikke besked.
Vi sprang i og opdagede til vores overraskelse, at stroemmen var vanvittig staerk. Vi kunne kun lige akkurat - med al vores kraft - svoemme mod den med finnerne. Divemasteren raabte vi skulle holde fast i et langt reb som var bundet til boejen, og floed udstrakt i strommen. Vi kaempede os hen til det, fik fat og kunne hvile et ojeblik. Langsomt trak vi os hen til boejen med begge arme, tog mundstykkerne i og dykkede. Om muligt var stroemmen endnu voldsommere under overfladen, den rev i os! Med een arm holdt vi fat i kaeden, mens den anden holdt paa masken saa vi kunne kigge til siden, uden at faa masken flaaet af. Langsomt trak vi os selv ned ad kaeden, mens stroemmen ruskede og rev i os, som var vi blade paa en gren i en efteraarsstorm. Det var ufatteligt! Lige ovenoven os skinnede solen fra en skyfri himmel og havet saa saa roligt ud. Jeg overvejede at stoppe dykket og jeg kunne se paa Helles oejne hun taenkte det samme. Den stroem kunne vi simpelthen ikke kaempe imod, det ville vaere vanvid at give slip paa kaeden - hvem ved hvor langt strommen kunne foere os paa faa minutter. Vidste de besked ombord paa baaden, ville de samle os op et andet sted? Var det i virkeligheden et stroemdyk, og havde vi bare ikke faaet besked? Nej, det kunne simpelthen ikke passe. Mens tankerne for gennem mit hovede, saa jeg at divemasteren under mig trak sig laengere og laengere ned af kaeden. Han havde hovedet frem- og nedad, saa jeg kunne ikke signalere ham og forvisse mig om at alt virkelig var ok. Saa sgu' fanden da ogsaa! Han er mindre end mig - han kan heller ikke give slip paa kaeden, taenkte jeg. Der maatte simpelthen vaere mening med galskaben, saa jeg trak mig efter ham. Laengere og laengere ned. Da min dybdemaaler viste 20 meter forsvandt stroemmen med eet!
Vaek var stroemmen og der laa skibet udstrakt under mig hvilende paa siden! Forrevet af bomber, braekket i stykker og overgroet af tusinde vaekster. Over mig saa jeg Helle paa vej ned, stadigt kaempende i stroemmen. Hun havde ogsaa bidt taenderne sammen og taenkt, det gaar sgu' nok. Kort efter udforskede vi vraget, Helle og instuktoeren svoemmede rundt om det udenfor, mens masteren og jeg svoemmede ind i det, gennem hvad jeg tror engang var lastrummet og gennem forskellige rustne saere strukturer foer igen at dukkede frem et andet sted paa vraget. Da vi efter tredive minutter kravlede op i skibet igen, var jeg saa hoej, at jeg helt glemte at raabe roev over den manglende briefing. Baade Helle og jeg ser tilbage paa dykket som et fedt eet; Bortset fra natdykningen, saa har det nok vaeret det bedste dyk i Thailand endnu. En anden gang ville vi nok gerne have haft lidt bedre besked...
I oevrigt brillerede Helle med at fortaelle sin instuktoer: "I go down slowly" Alletiders!
I Bangkok tog jeg ud for at bytte nogle boeger, mens Helle fik ordnet sine bisser. Da jeg kom tilbage var hun helt bleg og syg, og hun har nu smaaskrantet og vaeret svag i et par dage, med Daarlig mave (det skal jeg da lige love for - puha!) og en blaerebetaendelse. Naa, men hendes taender er saa fine og hvide.
Fra Bangkok tog vi et nattog til Isaan provinsen, i det nordoestlige Thailand. Ved lejlighed, naar jeg har samlet lidt stoerre empirisk viden og erfaring om togtrafikken i Thailand, saa skriver jeg en rapport om det. Foreloebigt tyder alt dog paa, at konklusionen til sin tid ikke vil rumme stoerre lovprisninger af punktlighed... Hvorom alt, saa sidder vi nu paa en internetcafe i Nong Khai, en lille by lige ved Mekongflodens bred. Paa den anden side af floden ligger Laos udstrakt for os. Vi skal krydse graensen, det er til dels derfor vi er her, men vi traekker den saa laenge vi kan, for at faa mest mulig tid paa vores retur visa.
I gaar lejede vi to gamle damecykler. Alt for lave og med rigtige svanestyr. Paa dem koerte vi adstadigt rundt i byen og omegn, mens vi kappedes om at sige gammeldanske ting med saa antikveret intonation, at vi som glade sommerlands ciklister (bemaerk i'et) ville falde naturligt ind i en Morten Korch film. I aften vil Helle undersoege muligheden for at komme paa et yogakursus her i byen, og jeg skal tale med en dame om at undervise som gaestelaerer i engelsk paa et lokalt college. I givet fald kan det kun blive to uger eller saa, da vi igen skal sydpaa da. Om det er for kort tid, til at det har interesse, faar jeg at se i aften.
Vi er nu over tusind kilometer nord for Koh Tao. Det kan maerkes om aftenen, hvor her bliver ret koldt, og vi gaar med lange bukser og aermer. Vi begynder at maerke hvor stort Thailand faktisk er. I morgen flytter vi til et guest house vi har fundet ved flodens bred. Det blev startet af nogle hippier way way back, og der hviler en helt saerlig fred over stedet. Ikke en dvaskhed, men en fred. Det er lidt svaert at saette fingeren paa hvad det er, men her vil vi gerne bruge noget tid.
- Soeren, vores mand i Nong Khai
Ingen kommentarer:
Send en kommentar