Så skete det! Bornholmeren og den udstoppede pingvin blev pakket ned, rygsækken pakket til smertegrænsen og en-vejs-billetten indløst. Måneders hæsblæsende forberedelse og spændingshovedpine ved tanken om ikke at nå det hele, blev erstattet af spændingshovedpine over at nå det hele.
Gensynet med Manila var som ventet en udfordring fra det første spæde skridt ud af ankomstterminalen. Har man været i Manila, ved man, at første prøvelse består i at få fat på en taxa. Dernæst kan man kun håbe at chaufføren har en flig af samvittighed, der byder ham at modstå fristelsen i at rulle en nyankommet, træt og svedig turist for en klækkelig sum peso.
Taxasystemet er indrettet så sindrigt, at der to muligheder, alt efter hvad din tegnebog tillader. Såfremt penge ikke er et problem, kan du sætte dig ind i en taxa, hvor du betaler turen forud. Prisen her er gerne tre gange så høj - til gengæld slipper du for at stå i kø. I det tilfælde man tæller på knapper eller bare er en nærigrøv som jeg, så står man gerne i kø i timevis for at få fat på en taxa, der kører efter taxameter (gerne er måske lidt af en tilsnigelse - lad os bruge ordet villig, i stedet) Der bliver dog taget særlige hensyn. Er du alenemor med en håndfuld unger, gravid eller handicappet, så har du carte blanche til at springe køen over. Det er I og for sig en gestus man kun kan påskønne - i teorien.
I praksis var situationen en helt anden. Efter tre og en halv time i en kø som stadig syntes ulideligt lang og med vue til et evigt flow af personer med særlige behov, der rask væk gik udenom køen og optog den ene taxa efter efter den anden, kunne frustrationerne mærkes. Dette til stor glæde for gribbene, altså chaufførerne fra det andet selskab, der stod og ventede på de grædefærdige turister, der var klar til at kaste håndklædet i ringen og betale prisen for at komme væk fra helvedes forgård. Men, som som de stod der og lokkede med deres malende beskrivelser af hvor hurtigt man kunne komme ud i verden udenfor, og hvilken luksus de kunne bringe een ud til, så blev leden ved situationen forvandlet til en principsag (mest af alt fordi der jeg skulle hen, ikke rummede en flig af den beskrevne luksus - snarere tværtimod. En sovesal med 4-5 snorkende rygsæksrejsende, måske endda en luder og en lommetyv, fælles bad og toilet. Altså samlet set noget, man næppe betaler overpris for at nå frem til.)
Endelig blev det min tur og chaufføren spurgte høfligt om taxameteret skulle slås til. Jeg ville umiddelbart have ment, at det gav sig selv, men bevares - ja tak. Vandrehjemmet, som jeg skulle overnatte på lå godt 10 km fra lufthavnen, men på grund af myldretid, sad jeg efter halvanden time stadig i taxaen. Chaufføren havde spurgt ind til de ting han fandt passende og jeg vice versa, så nu var der bare tavshed og utålmodig venten på at nå målet tilbage.
Da bilen endelig holdt stille og taxameterets endelige beløb blev åbenbaret, var jeg udemærket klar over at jeg var blevet taget ved næsen. Der havde nemlig været en mistænkelig flimren på displayet, men jeg var nok kommet til den konklusion, at så længe den talte, så måtte det være ok. Egentlig var det ikke tallet der afslørede hans gerning - næh, det var spørgsmålet der efterfulgte... Is that ok, Mam???? Det er jo ret svært at argumentere for at beløbet er for højt, når det er det der står på displayet. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var trafikkens skyld at beløbet var blevet så højt (for en god orden skyld bør jeg lige nævne, at jeg på forhånd vidste, hvor meget turen cirka burde have kostet) Det følte jeg næsten jeg blev nødt til, da jeg var kommet til at bestille ham til at hente mig klokken fire næste morgen, for at bringe mig tilbage til lufthavnen.
Som aftenen skred frem, og irritationen over at være blevet taget ved næsen plagede mig som en sten i skoen, bestemte jeg mig for, at jeg måtte stå op en time tidligere for at tage en anden taxa derud. Sådan leger man nemlig ikke med mig!
Med oprejst pande og med en skudsikker plan gik jeg triumferende gennem vandrehjemmets gange og åbnede døren klar til at praje den første og bedste taxa - tjekke hans taxameter, beordre det tændt og selvsikkert sætte mig ind på bagsædet som om, at jeg aldrig havde gjort andet.
Mit tankespind om æresrejsning blev afbrudt af Ok - Mam?? Foran mig stod igen chaufføren, der dagen i forvejen havde rullet mig og nu oven i købet havde gennemskuet, at jeg ville prøve at snige mig udenom endnu en overbetaling, ved at tage afsted før vores aftale.
Duknakket og med følelsen af at være blevet taget med bukserne nede, var jeg hverken i stand til at tage kampen, eller sige nej tak. I stedet så jeg mig selv placere min rygsæk i bagagerummet, slukøret sætte mig ind på bagsædet og sluge kamelen.
Jeg tænkte, at hvis der var retfærdighed til, ville beløbet nu være langt lavere og det ville være god stil, at have givet ham en chance til.
Det var desværre en oprejsning jeg måtte kigge langt efter. Turen tog denne gang tyve minutter, der var ingen trafik og vejen til indenrigsterminalen var en helt anden. Alligevel ramte han, på pesoen, beløbet fra aftenen før. Ak!
Jeg betalte og tog afsted til Dumaguete. Med overhængende fare for at fremstå melodramatisk, indrømmer jeg, at jeg drog et lettelsens suk, da jeg langt om længe anede konturen af Søren i Dumaguetes ankomsthal efter tre mellemlandinger, Manilas hustlerchauffører og 36 timers transit over hhv. Ukraine og det Sydkinesiske Hav med en falsk udrejsebillet i hånden.
Helle
Gensynet med Manila var som ventet en udfordring fra det første spæde skridt ud af ankomstterminalen. Har man været i Manila, ved man, at første prøvelse består i at få fat på en taxa. Dernæst kan man kun håbe at chaufføren har en flig af samvittighed, der byder ham at modstå fristelsen i at rulle en nyankommet, træt og svedig turist for en klækkelig sum peso.
Taxasystemet er indrettet så sindrigt, at der to muligheder, alt efter hvad din tegnebog tillader. Såfremt penge ikke er et problem, kan du sætte dig ind i en taxa, hvor du betaler turen forud. Prisen her er gerne tre gange så høj - til gengæld slipper du for at stå i kø. I det tilfælde man tæller på knapper eller bare er en nærigrøv som jeg, så står man gerne i kø i timevis for at få fat på en taxa, der kører efter taxameter (gerne er måske lidt af en tilsnigelse - lad os bruge ordet villig, i stedet) Der bliver dog taget særlige hensyn. Er du alenemor med en håndfuld unger, gravid eller handicappet, så har du carte blanche til at springe køen over. Det er I og for sig en gestus man kun kan påskønne - i teorien.
I praksis var situationen en helt anden. Efter tre og en halv time i en kø som stadig syntes ulideligt lang og med vue til et evigt flow af personer med særlige behov, der rask væk gik udenom køen og optog den ene taxa efter efter den anden, kunne frustrationerne mærkes. Dette til stor glæde for gribbene, altså chaufførerne fra det andet selskab, der stod og ventede på de grædefærdige turister, der var klar til at kaste håndklædet i ringen og betale prisen for at komme væk fra helvedes forgård. Men, som som de stod der og lokkede med deres malende beskrivelser af hvor hurtigt man kunne komme ud i verden udenfor, og hvilken luksus de kunne bringe een ud til, så blev leden ved situationen forvandlet til en principsag (mest af alt fordi der jeg skulle hen, ikke rummede en flig af den beskrevne luksus - snarere tværtimod. En sovesal med 4-5 snorkende rygsæksrejsende, måske endda en luder og en lommetyv, fælles bad og toilet. Altså samlet set noget, man næppe betaler overpris for at nå frem til.)
Endelig blev det min tur og chaufføren spurgte høfligt om taxameteret skulle slås til. Jeg ville umiddelbart have ment, at det gav sig selv, men bevares - ja tak. Vandrehjemmet, som jeg skulle overnatte på lå godt 10 km fra lufthavnen, men på grund af myldretid, sad jeg efter halvanden time stadig i taxaen. Chaufføren havde spurgt ind til de ting han fandt passende og jeg vice versa, så nu var der bare tavshed og utålmodig venten på at nå målet tilbage.
Da bilen endelig holdt stille og taxameterets endelige beløb blev åbenbaret, var jeg udemærket klar over at jeg var blevet taget ved næsen. Der havde nemlig været en mistænkelig flimren på displayet, men jeg var nok kommet til den konklusion, at så længe den talte, så måtte det være ok. Egentlig var det ikke tallet der afslørede hans gerning - næh, det var spørgsmålet der efterfulgte... Is that ok, Mam???? Det er jo ret svært at argumentere for at beløbet er for højt, når det er det der står på displayet. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var trafikkens skyld at beløbet var blevet så højt (for en god orden skyld bør jeg lige nævne, at jeg på forhånd vidste, hvor meget turen cirka burde have kostet) Det følte jeg næsten jeg blev nødt til, da jeg var kommet til at bestille ham til at hente mig klokken fire næste morgen, for at bringe mig tilbage til lufthavnen.
Som aftenen skred frem, og irritationen over at være blevet taget ved næsen plagede mig som en sten i skoen, bestemte jeg mig for, at jeg måtte stå op en time tidligere for at tage en anden taxa derud. Sådan leger man nemlig ikke med mig!
Med oprejst pande og med en skudsikker plan gik jeg triumferende gennem vandrehjemmets gange og åbnede døren klar til at praje den første og bedste taxa - tjekke hans taxameter, beordre det tændt og selvsikkert sætte mig ind på bagsædet som om, at jeg aldrig havde gjort andet.
Mit tankespind om æresrejsning blev afbrudt af Ok - Mam?? Foran mig stod igen chaufføren, der dagen i forvejen havde rullet mig og nu oven i købet havde gennemskuet, at jeg ville prøve at snige mig udenom endnu en overbetaling, ved at tage afsted før vores aftale.
Duknakket og med følelsen af at være blevet taget med bukserne nede, var jeg hverken i stand til at tage kampen, eller sige nej tak. I stedet så jeg mig selv placere min rygsæk i bagagerummet, slukøret sætte mig ind på bagsædet og sluge kamelen.
Jeg tænkte, at hvis der var retfærdighed til, ville beløbet nu være langt lavere og det ville være god stil, at have givet ham en chance til.
Det var desværre en oprejsning jeg måtte kigge langt efter. Turen tog denne gang tyve minutter, der var ingen trafik og vejen til indenrigsterminalen var en helt anden. Alligevel ramte han, på pesoen, beløbet fra aftenen før. Ak!
Jeg betalte og tog afsted til Dumaguete. Med overhængende fare for at fremstå melodramatisk, indrømmer jeg, at jeg drog et lettelsens suk, da jeg langt om længe anede konturen af Søren i Dumaguetes ankomsthal efter tre mellemlandinger, Manilas hustlerchauffører og 36 timers transit over hhv. Ukraine og det Sydkinesiske Hav med en falsk udrejsebillet i hånden.
Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar