Navlepilleri og lidt om ikke at ride den dag man sadler.

Ak, i skrivende stund ligger vi syge. Vi har ligget her henved en uge og det føles nu langt om længe som om feberen er ved at slippe sit tag i os. Sygdommens onde væsen har i den grad svævet hen over os som en uvejrssky, der nægter at drive videre.

I en sådan situation er det aldeles vanskeligt at undgå at henfalde til vis en grad af selvmedlidenhed. Dette bliver yderligere besværliggjort af at vi begge har været ramte og vores trofaste nurse derved har haft travlt med at nurse sig selv. Hvad der startede som et normalt sygdomsforløb, hvor den raske barmhjertigt og uselvisk tager sig af den syge er nu endt i en, endog usagt, konkurrence om hvem der lider mest.

Et lille lyspunkt i vores ellers så ynkværdige situation er, at vi har fået vores “gamle” værelse igen og dermed et TV. Som vores interesse for kontakt med omverdenen, endsige hinanden, forsvandt kom dette apparat på sin vis som en gave sendt fra himlen. Ihvertfald har Discovery kørt non-stop siden vi lagde os for at blive liggende. Så udover en efterhånden ganske veludviklet evne til at pille egne navler, føler vi os nu temmelig velbevandrede udi ganske centrale emner såsom: Hvordan man overlever i junglen UDEN sko, hvordan man overlever som et par i en jungle, hvordan man overlever i en jungle, uden sko, hvis partneren er skredet…..osv. osv. osv.

Nu har TVet aldrig fyldt det store i vores tilværelse og vil næppe komme til det når vi igen er oppegående. Men netop dette apparat har ligget til grund for megen hovedrysten i den seneste tid for såvel os som personalet her på hotellet.

For et par uger siden var Dumaguete vært for et stort nationalt idrætsstævne. Byen bliver hvert år invaderet af tusindvis af unge forventningsfulde idrætsudøvere, der alle skal indlogeres på byens skoler og guesthouses. Vores var ingen undtagelse. For at kunne give plads til flere gæster , blev vi venligt, men bestemt anmodet om at rykke ud af vores værelse gennem de sidste par måneder og indtage et mere beskedent et af slagsen.

“Same standard…” fortalte receptionisten smilende, da nyheden om værelsesskiftet skulle overbringes. “….Just a bit smaller” hørte jeg hende mumle, da hun igen begyndte at rode i sin dynge af papirer.

En underdrivelse af karakter erfarede vi, da vi et par dage efter slog døren op til vort nye domicil. Rummet var lige nøjatigt stort nok til at kunne rumme os, en seng og et 14” tv samt en air condition så mægtig, at den ikke levnede plads til et vindue. Da vi begge er udstyret med et særdeles godt sovehjerte skulle vi hurtigt opdage, at deprivation af dagslys og dermed mangel på tidsfornemmelse gjorde, at vi de næste par uger forekom at være ualmindeligt veludhvilede.

En tidlig søndag morgen blev vi dog revet ud af vores dvale. Der blev banket heftigt på vores dør! Alle forsøg på at ignorere mislyden syntes at fejle og da vi efter nogen tids banken genkendte lyden af raslende nøglebundt, var der ingen vej udenom. Een af os matte stå op til dåd!

Udenfor vores dør stod en lille delegation på fire - kendte som ukendte ansigter. Hun, som havde gjort sig til talskvinde for gruppen, fik fremstammet , at de havde hørt, at vores TV ikke duede. Da ingen af os kendte noget til det , måtte vi have syn for sagen. Det skulle snart vise sig at rygtet talte sandt – vores tv var i stykker ! Da vi så spurgte om de var her for at ordne det , blev der rystet på hovederne og lidt forbavset svaret, at de skam kun var der for at tjekke om det nu var sandt. Optoget forsvandt med lovning om at der snarest ville komme et team for at bringe orden på sagerne.

Dagene gik og vi begyndte at tænke at missionen var blevet afblæst indtil en morgen hvor en heftig banken på døren atter vækkede os. Alvoren var ikke til at tage fejl af. Med styrken bag den banken var det helt sikkert vigtigt at få kontakt til os.

Udenfor stod et team på tre mænd. Viceværten akkompagneret af et lille team af teknikere væbnet til tænderne med værktøjskasser, boremaskiner og diverse ledninger. Det stod meget hurtigt klart at vores 14” TV skulle repareres pronto. Selvom jeg var imponeret af deres arbejdsiver og ildhu måtte jeg dog bede dem om at komme igen senere. Det gav ingen mening at vores fjernsyn skulle repareres kl 7.30 om morgenen. Det var misbilligende blikke der mødte mig, da jeg afviste deres krav om at komme ind. Mit spæde forsøg på at forklare at vi ikke havde bedt om at få det ordnet, vækkede ikke den store forståelse. Jeg takkede pænt fordi de kom og lukkede døren i til spørgsmålet om hvad jeg havde forestillet mig de så skulle lave indtil vi var klar.

Vi fandt dem siddende i kaffebaren to timer senere. Efter alt at dømme havde de brugt ventetiden på at holde en god lang pause. Ihvertfald var de klar til at gå igang da vi entrerede kaffebaren.

Vi var godt I gang med morgenmaden da viceværten igen dukkede op. Han berettede at teknikerne var I fuld gang med at indstallere en digitalboks, men at de desværre var stødt på det lille problem, at de ingen kabel havde. Problemet var selvfølgelig ikke større end at de måtte ud og købe noget. Nu ville han høre os om det var i orden at de lod deres udstyr blive på værelset indtil den manglende del var erhvervet.

Disse herrer blev enten sendt afsted efter et yderst sjældent kabel eller også skulle det hentes langvejs fra, for dagene gik og vi så dem aldrig igen.

- Og deres udstyr - tja…det står der nok endnu! Vi ved det ikke, for vi har langt om længe fået gode gamle værelse 206 igen! (Desværre har vi altså, som sagt, valgt at fejre det ved at lægge os syge)


-  Helle