Da vi første gang hørte om Siquijor var det i forbindelse med en dykker-ekskursion der var ved at gå i vasken da der ikke var personale nok til at tage med. Af samme grund blev det dykkerselskab vi dykkede med kontaktet og bedt om at sende deres divemastere afsted til at lede dykkene. Det var ikke uden problemer. Een havde pludselig et sjældent tilfælde af meget plagsom eksem, en anden havde en syg hane en tredje havde pludselig akut brug for en uges fri og sådan fortsatte det. Enden på det blev at dykkerselskabet måtte tvinge noget af personalet afsted. Vi blev senere fortalt at de skrækslagne divemastere havde fundet en udvej - de havde nægtet at gå i land og havde derfor måttet overnatte på båden.
Grunden til denne modstand fra de ellers meget ihærdige og eventyrlystne dykkere var at de i bund og grund er hunderæd for sort magi som netop Siquijor er berygtet for på disse kanter. I Filipippinerne er det alment kendt, at her finder man heksedoktorer der blandt mangt og meget udfører åndemaneri og voodoo.
Se, når børn møder forbud mod noget er det så sikkert som amen i kirken, at det noget nok skal blive gjort alligevel. Det er som at vifte en rød klud. Samme effekt havde det på os når de lokale advarede mod at tage dertil - vi blev blot mere og mere nysgerrige.
Da vi endelig nåede Siquijor på vores roadtrip var det med en klar forventning om mødet med okkulte mørkemænd, der rendte omkring og stak nåle i hjemmelavede dukker og kastede besværgelser omkring sig.
Vi blev hurtigt klar over at mystikken var sværere at få øje på end som så. De lokale rådede os til at søge i bjergene og alliere os med en lokal der, der kunne vise os vejen til en quack-quack doktor.
Mødet med denne doktor blev faktisk en ret speciel oplevelse. Vi blev ført op i bjergene og fandt der en lille enklave af træhytter, hvor han skulle holde til. Snart blev vi inviteret indenfor i hans hytte af en horde af kvinder, der øjensynligt synes at hænge ud der. Inde i mørket sad han så, denne berygtede troldmand, og lignede allermest en hyggelig gammel mand. Skuffende nok var der intet sort over ham- hvis man da ser bort fra hans fødder der begge efterhånden havde antaget farve af en seriøs omgang koldbrand.
Alt imens kvinderne kvidrede løs om hans overnaturlige evner sad han apatisk og kiggede med et tomt blik ud i lokalet. Snart blev hans naturmedicin og amuletter fundet frem og de fik fortalt om deres virkning og hvordan alt var fremstillet sidste langfredag. Selv forblev den gamle mand tavs som graven. Af een eller anden årsag var der ikke andre urter end de der kunne hjælpe een økonomisk eller med potensen. Om de havde udsolgt af urter med andre helbredende virkninger eller om de, også her, har regnet ud hvad der holder verden gående, forbliver en gåde.
Da ingen af os synes at have brug for hjælp til hverken det ene eller andet erhvervede vi os hver især en af hans handskårne amuletter, der efter sigende skulle beskytte een mod onde ånder. Før jeg vidste af det havde kvinderne trukket mig over i en stol, tændt op i en lille gryde med kul og bark og placeret den under mig. Et stort hvidt klæde blev spredt ud og lagt ud over mig, som var jeg hos frisøren og åndeuddrivelsen var igang. Kullene brændte, lugten fra urterne spredte sig og jeg blev mere og mere dårlig. Doktoren selv sad og viftede med en gammel romflaske der nu var fyldt med en sort tjæreagtig masse. Han tog en slurk og jeg begyndte straks at frygte at jeg skulle gøre det samme. Gudskelov blev det ikke aktuelt. Kvinderne tog istedet flasken, hældte indholdet ud og smurte mine hænder, ankler og tindinger. Hvad der lige præcis gik foregik blev ingen af nok helt klar over men vi alle lidt høje af oplevelsen, da vi startede vores scootere for at bevæge os hjemad.
Min ekstase over at have fået de onde ånder drevet ud blev dog kortvarig. Et eller andet ondt må de have glemt, for jeg nåede lige akkurat at sætte mig på scooteren, gasse op og lave et gedigent styrt ned af bakken! Da jeg rejste mig sammen med mine tre rejsefæller syntes jeg ikke øjeblikket indbød til tårer. Istedet hørte jeg mig selv grine hysterisk mens scooteren blev løftet af af mig og jeg blev løftet på benene igen.
Med skrabede knæ, ridser i selvtilliden og tvivl i sindet satte jeg efter Søren, Magnus og Henrik og drønede snart om kap med dem og solnedgangen over Siquijor.
- Helle
PS. Behøver jeg at fortælle at min magiske amulet selvfølgelig forsvandt i styrtet, og var pist væk da vi endelig nåede hjem?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar