Lidt om langnæser, mirakler og på myrens fodsti

‘Kommer alle gode mennesker i himlen?’ var overskriften på den udgave af vagttårnet jeg fik stukket i hånden i morges. Normalt ville jeg have takket pænt nej og gået videre men da jeg til min store overraskelse erfarede, at den glade missionær var bartenderen fra i går aftes, følte jeg mig pludseligt anderledes forpligtet på at tage bladet med mig. Et var at denne pæne unge mand havde set mit moralske forfald aftenen i forvejen, noget andet var at han helst ikke skulle få det indtryk, at jeg ikke stod til at redde.

Malapascua rummer generelt en hel del trossamfund og de fleste filippinere synes at være  meget religiøse og dybt engagerede i deres respektive menigheder. Hørende til de mest restriktivt religiøse her er velsagtens protestanterne for hvem karaoke, alkohol og kortspil er den direkte vej i synden og dermed mod helvedes sluser. Det at få et barn udenfor ægteskabet bliver stadig betragtet som en synd og medfører folkets stempling og med det en frygtelig masse sladder. Man forsøger af selvsamme årsag at passe godt på pigerne her, så de ikke ender i utugt. Der er selvsagt mange måder at beskytte dem på og prævention er både tilladt og tilgængeligt her på øen. Min massøse (hedder det det søren?) fortalte dog i al fortrolighed at deres metode var at gå tidligt i seng. Hele familien gik altså til ro ved 7 tiden om aftenen for derved at undgå at deres teenagedatter skulle opleve natten og de farer der lurer der. Selvfølgelig kunne man så foranledes til at mene, at det ville være overordentligt nemt at snige sig ud, hvis man virkelig var ude på narrestreger. Dette besværliggøres dog ved at hele familien normalt sover i samme seng. Der sker selvsagt uheld indimellem til stor fortrydelse for både pigen og forældrene der nu er til spot og spe i landsbyen. MED MINDRE... faderen er turist fra den vestlige del af verden aka en langnæse. Skulle pigebarnet være faldet i kløerne på en sådan er der ikke grænser for forældrenes endsige landsbyens overbærenhed og accept. Væk er forbehold og krav til fyrens uddannelse, familieforhold, økonomiske status, religion, afholdenhed, udseende, alder et cetera. Er han langnæse er han per definition et godt parti. Er pigen oven i købet så heldig at få et barn med en sådan så er lykken næsten gjort - det barn er per definition et smukt barn.

Religionen her er tæt forbundet med animisme (troen på en ånd og kraft i alt eksisterende) Gode ånder bliver tilbedt og onde ånder bliver fordrevet ved bøn  - og for de lidt mere vedholdende ånder, med præstens hjælp.

Vi forundredes lidt i starten over hvordan disse to religioner kunne gå hånd i hånd. Det er siden blevet mere åbenlyst at de rent faktisk går rigtigt godt i spænd. Filippinerne læser og forstår netop biblens lignelser bogstaveligt. De tror på mirakler og de bruger dem til at fortælle om guds indgriben i tilværelsen.

For et stykke tid siden forsvandt en sekstenårig pige fra øen og var væk i flere døgn. Ejeren af det største resort på øen bemærkede i dagene efter hendes forsvinden en besynderlig adfærd omkring et træ lige uden for hans restaurant. En stor gruppe af de lokale stod og bankede på træet med potter og pander mens de vekslede mellem at bede og råbe mod træets krone. Dette stod på flere aftener i træk til stor forundring for såvel ham som gæsterne i restauranten. Da han endelig, efter nok en aftens ritual, dristede sig til at spørge hvad det handlede om, kom det frem, at de var overbeviste om, at træet havde taget pigen og at hun nu befandt sig indeni.

Nu ville jeg gerne fortælle, at enden på den historie er,  at hun en aften under ritualet rent faktisk hoppede ned fra træet, børstede støvet af sig  og at deres bønner og slag mod stammen dermed havde bragt hende tilbage, men sådan er det desværre ikke. Jeg er ikke klar over hvilken følelse der var overvejende, da de fandt ud af at pigen i al den tid havde befundet sig i Cebu City og eftersigende havde det godt.  Måske var det netop et mirakel at hun stadig var i live - velsagtens for forældrene.

Vi kom tilbage til Malapascua for et par uger siden nu og vi er begyndt at få en hverdag her. Jeg er begyndt at undervise i yoga på et resort der har en vidunderlig placering men desværre så øde at jeg stadig ingen elever har haft.  Ganske enkelt en anelse deprimerende når jeg havde ventet at folk ville strømme til allerede på førstedagen.  De eneste der befinder sig på den strand er dog mig og en milliard fluer. 

Jeg havde forestillet mig at jeg allerede efter en uge ville donere nye basketball net til skolen og hvordan jeg allerede der, ville begynde at overveje min næste donation. I stedet ligger jeg nu selv og roder rundt i sandet - bliver på plussiden mere og mere fleksibel, men samtidig mere og mere fattig og desperat for at finde et andet sted uden kryb. 

Endelig har der også været fordele ved at lave yoga alene. I visse situationer er man taknemmelig for at der ikke er tilskuere. Forleden morgen var netop en af de dage.

Jeg var lige blevet færdig med min yogasession og lå og slappede af og mærkede pludseligt at et dyr var på vej ind i mit øre! Panisk jog jeg en finger ind for at få det kradset ud, dog med det negative resultat, at det blev skubbet endnu længere ind. Jeg var overbevist om, at det var en af de utallige fluer, der havde forvildet sig derind, men da den begyndte at bide gav det ikke så meget mening at tænke over dens karakter - den skulle bare ud! Set i bakspejlet ville jeg egentlig gerne selv have været en flue på væggen, for min reaktion må ret beset have set ekstrem ud.

Det gjorde afsindigt ondt og jeg blev grebet af en panisk angst for at miste hørelsen. Ud skulle det bæst - koste hvad det ville! Det gav lige pludselig mening at prøve at drukne det - så jeg tømte en liter vand ind øret. Men lige meget hjalp det- det summede rundt og bed bare endnu mere. Pludselig befandt jeg mig nede ved vandkanten hvor jeg skiftevis headbangede og slog mig selv kraftigt på øret. Så forsøgte jeg med en finger i øret at mase den ihjel og endnu et drukneforsøg fandt vist sted. Jeg opgav før den! Tudende gik jeg tilbage til min måtte for at græde lidt videre der da jeg endelig…. endelig kunne mærke, at den var på vej ud. En myre kravlede nu frejdigt rundt på min hånd- velsagtens også lettet over dens genvundne frihed. Jeg fandt dog en vis retfærdighed i at mase den som straf for de bid den havde tildelt mig.

Lettet og glad over at udyret var ude og at min hørelse syntes intakt, fik jeg rejst mig op og tørret øjnene og fik først da øje på den gruppe af håndværkere der stod samlet og kiggede på mig. Grin var der ingen af - det var mere forundring, der var at spore i deres blikke. 

Afstedkommet af netop den oplevelse er jeg er nu på udkig efter et andet sted at undervise  - helst langt væk fra naturen...  den er ond!!

-Helle - in the Kingdom of Beelzebub