On the road again, Vietnam forude

Vi sidder i bussen på vej mod Cebu. Vi forlod Malapascua lige i tide, for som vi sad på båden druknede øen i regnvejr bag os. Decembervejret har været bedre end lovet, men sjældent rigtig fint. Øen er halvtrist, når den daglige byge efterlader alt fugtigt. Det har heldigvis mest regnet om natten, men turisterne har alligevel gået duknakket rundt med fugtigt tøj. Nu glæder vi os til at se noget nyt! I morgen flyver vi til Saigon og turnerer rundt i Vietnam nogle uger. I går sad Helle med næsen dybt begravet i en guidebog, mens hun flittigt noterede ned. Jeg gned mig i hænderne og så frem til en guidet tur, hvor jeg ikke behøvede tage noget særligt initiativ. En storslået tur, hvor jeg blot kunne følge med hende fra den ene fantastiske attraktion til den anden, alt i mens hun beskedent fortalte om Vietnams historie, men uden at gøre det kedeligt forstås. Nogle steder ville hun formentlig stoppe cykeltaxien og med kendermine og lokalt knowhow sige “her stopper vi lige - det er et rigtig snedigt sted.”- og så ville hun, på helt hæderligt vietnamesisk forestillede jeg mig, bestille en lokale øl. Da Helle på et tidpsunkt gik på toilet, tog jeg også i kig i bogen. Den viste sig at være fra 1997.... Nu frygter jeg istedet et eventyr, hvor vi fiser rundt og leder efter herberger der lukkede for så længe siden, at ingen længere husker dem. Jeg aflægger rapport, når min frygt er gjort til skamme.

Mht. vores byggeri på Malapascua, så har vi haft noget af et setback. De der i øjeblikket lejer nabogrunden til vores, den hvorpå vi planlagde at anlægge en bar, fik pludselig (men forståeligt nok egentlig) kolde fødder og trak deres tilbud tilbage. De kunne godt se hvordan øen ville udvikle sig, og ville hellere have muligheden for at gøre det selv, end at nøjes med en beskeden husleje. Nu har vi altså kun den grund vi selv har lejet, og skal nu finde ud af hvad vi vil med den. Enten bygger vi det badehotel vi har vist billeder af et eller andet sted nedenfor, eller også bygger vi en bar og restaurant med to/tre værelser ovenpå. Vi kan ikke rigtig finde ud af hvad der er klogest på sigt. VI tænker over og regner på det et par dage, og så må vi se... Vi er heldigvis ikke begyndt at bygge endnu, så skulle vi ændre planer er der ingen egentlig skade sket.

Ellers er der sket det, at Helle har fundet det perfekte sted at undervise i Yoga. Det er en privat sandstrand bag et lækkert resort, og ejerne (et par Italienere) er rigtig søde. De ser Yoga som en fed ting at have ved deres resort, og vil gerne reklamere for det. Det er bare alletiders! Helle har ovenikøbet fået lavet et skilt hos en tømrer og selvbestaltet skiltemaler. Han påtog sig i øvrigt, mens han malede skiltet, at rette en stavefejl i den tekst Helle havde givet ham. Faglig stolthed skal man ikke kimse af. Derfor var det lidt svært at sige til ham, at den oprindelige tekst som han havde fået, altså var stavet rigtigt, og at han helt selvstændigt havde opfundet et nyt engelsk ord. Lang i ansigtet traskede han af med skiltet, men var lutter smil da han aflevere det rettede skilt igen. Nu er hun så klar til at begynde at undervise, når vi kommer tilbage i januar. Selv er jeg begyndt at pusle med at lave en ny hjemmeside for øen. Der findes ikke rigtig en god side med brugbar turistinformation omkring Malapascua. Det bedste er en temmelig forældet sag på tysk og knækket engelsk. Det kan jeg godt gøre bedre (nå ja, ikke mht. det tyske... - men ellers, tror jeg - kig evt med på www.gotomalapascua.com), og så er der chancen for at tjene en skilling på det gennem reklamer på siden. Jeg har sat mig målet at ryge ind på top tre på google, når man søger på Malapascua. Det er et tosset mål, så derfor har jeg fravalgt at have en deadline. Jeg synes selv jeg er supergod til at reducere stress.


- Søren, som har fablet om Da Nang i ti år, men nu endelig skal se det.