Nå, seende bort fra den ringe overskrift, så 1) Overlevede vi flyveturene 2) Har vi det godt, men er en smule jetlagged.
Lad mig med det samme slå fast, at jeg elsker at rejse. Fanger man mig på det forkerte ben, måske over en øl, kan jeg tænksomt sige pladder som “At rejse er ikke dét er være fremme, det er vejen dertil.” osv. osv. Skal sandheden dog frem, - og det kunne da forsøgsvis være interessant (det er nok for tidligt at antage den konsekvent skal det hér,) så holder jeg faktisk væsentligt mere af at være fremme, end at komme dertil.
Jeg er ikke helt pjattet med toldere (der uanset hvor søde de er, og i øvrigt kun gør deres pligt,) giver mig øjeblikkelig skyldfølelse i megaton-klassen, endskønt min samvittighed er ren som nyfalden sne. Jeg er heller ikke helt tosset med flymad, hvorom man kan sige, at den dog ikke stadig er frossen. Og endelig er jeg ikke helt tosset med trange flysæder. Jeg ved ikke hvordan du har det med flysæder. Muligvis er du ét af de mennesker, der let og ubesværet spiser et flymåltid med kniv og gaffel, uden at prikke til sidemanden og uden at få sovs på tøjet. Dit hår sidder lækkert når du stiger af og dit tøj ser nystrøget ud. Det er altsammen fint, og jeg hader dig ikke fordi du er anderledes end mig. Personligt foretrækker jeg dog at stå af en flyver med madpletter på tøjet (gerne i skridtet), søvnklatter i hele hovedet og tøj der ser ud, som jeg havde betalt én for at krølle det.
Omtrent ud for Indiens østkyst burde jeg have følt som ham her, Men det gjorde jeg ikke, for der var faktisk rigtig god benplads.
Stor anbefaling til Airasia, hvis du har lange skanker! Har du også en bred røv, er situationen som den plejer, men du får i det mindste ikke ondt i knæene. Nok om det.
I Kuala Lumpur, tæt ved midnat, betalte vi en taxichauffør en månedsløn for at tage os til et hotel hvor vi kunne crashe nogle timer. Sengetøjet var rent, der var intet utøj og det enorme tv bød på indisk talentshow. Fabelagtigt underholdende faktisk, men vi sov med det samme.
Dagen derpå, I går, fløj vi til Kuching på Borneo for at mødes med CJ (See-jay), vores arbejdskollega og veninde fra Laos. Hun er blevet (ene)mor til et herligt lille skrumpehoved, men tager i stiv arm synes jeg. Ulig de fleste nybagte mødre, synes hun tilsyneladende ikke hendes forplantning er særligt interessant. Ikke så meget ammehjerne dér. Iøvrigt tror jeg hendes år på i en landsby i Laos har sat sig sine spor, i alt fald gjorde de flinke damer i receptionen øjne, da hun resolut smed skrumpehovedet op på et bord i foyéen på det fine hotel og skiftede ble dér. Når man skal, så skal man jo...
Billederne er her fra Kuching. Som I kan se, er vejrguderne ikke helt med os, men til gengæld har vi kunnet nyde halvanden times politiudrykning med sirener. Den gode sultan kommer angiveligt snart forbi Kuching, og derfor har politiet trænet kortegekørsel det meste af dagen.
I dag (klokken er 05:30 nu, lokal tid - og pga. jetlag kan jeg ikke sove mere) tager vi ud og ser på aber et eller andet sted. Det er noget CJ har arrangeret. Det er vældig.
- Søren, vores mand på Borneo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar