Trods alle odds stod jeg den 3. Januar i Bangkoks lufthavn – klar til mit Indien eventyr. Der havde dog vaeret lidt for mange forhindringer forud for denne tur og jeg tog afsted til lufthavnen med en foelese af, at noget ville, at jeg ikke skulle afsted. Denne massive modstand fortsatte i lufthavnen saa jeg blev ikke mere fortroestningsfuld som timerne skred frem.
Mit Indien startede ved indchekningsskranken. Der var allerede meldt 4 timers forsinkelse da jeg stillede mig i koeen. En koe der der syntes at blive laengere og laengere jeg syntes at sagte mere og mere bagud. Havde godtnok bemaerket at nogle af de der stod bag mig, paa mirakuloes vis, var kommet op foran, men jeg havde velsagtens raesonneret, at det sandsynligvis var familiemedlemmer til de der stod foran, der lige skulle samles og tjekkes ind samtidigt. Denne teori blev dog snart afkraeftet af en vestlig pige der stod bag mig. Hun fik afbrudt det evige flow af indere, der maatte have ment, at deres bagage var vigtigere at faa tjekket ind end vores, ved at fortaelle et par stykker om princippet bag koedannelse. Da vi igen kunne se koeen begyndte at skride fremad paa normal vis spurgte hun mig ¨First time in India?´ hvad jeg naeppe kunne benaegte. Hendes eneste kommentar herefter var ´Well, welcome to India´.
Mange timer senere befandt jeg mig i en taxa fra lufthavnen til Mumbai centrum paa jagt efter logi for natten. Godt to timer senere kunne jeg stige helskindet ud, omend jeg var lidt stiv i kroppen af at skulle holde fast i foerersaedet for at undgaa at vaelte rundt, og lettet over at have to timers konstante naerdoedsplevelser bag mig.
Foerste og eneste nat i Mumbai skulle snart vise sig at blive en proevelse for temperamentet.
Jeg bevaegede mig ud af mit hotelvaerelse for at finde en bid mad og foran indgangen stod en utrolig venlig indisk pige, der gerne ville vise mig vej. Jeg mente saadan set nok jeg kunne bevaege mig rundt uden hjaelp, men hun insisterede kraftigt og det endte med, jeg tog imod hendes hjaelp, som bestod af et lille henkastet peg over paa den anden side af gaden. Jeg ilede afsted for blodsukkeret var kraftigt dalende, men jeg opdagede hurtigt jeg stadig havde hende i haelene. Jeg lod sult vaere sult og brugte den foerst kommende internetcafe som flugtmulighed. Jeg hoerte hende dog raabe inden jeg forsvandt ind ad doeren, at hun ville vente paa mig lige her. Og ganske rigtigt – halvanden time efter, da jeg igen gik ud af doeren, nu endnu mere sulten og med behov for at finde en kontantautomat, stod hun der troligt og ventede.
Nu syntes jeg efterhaanden tiden var saa fremskreden at der maatte falde en forklaring. Hun ville ikke have mine penge, sagde hun, bare noget rismaelk til hendes soen. Min daarlige samvittighed over at have penge og hun ingen tog over og jeg lovede hende at koebe rismaelk – hun maatte bare lige vente her lidt, saa ville jeg komme tilbage med forsyninger. Se, den forklaring havde hun velsagtens hoert utallige gange foer, saa hun troede selvsagt ikke et ord af hvad jeg sagde. Ihvertfald fandt jeg, efter 5 minutter, ud af at hun stadig var lige i haelende af mig, men knap saa diskret denne gang. Hun raabte ved hver eneste forretning jeg passerede, at her kunne jeg ogsaa koebe rismaelk. Jeg havde hverken fundet mad eller kontantautomat, og nu – selvom jeg ikke var stolt over det, begyndte mit temperament begyndte at syde. Foer jeg vidste af det havde jeg vendt mig om, boejet mit store korpus ned over hende og skreget hende ind i hovedet at nu var det f… nok. Hele verden stod stille et oejeblik og det eneste jeg kunne hoere var det rungende ekko af den galde der havde fundet vej ud af min mund. Pigen forsvandt naesten lige saa hurtigt som min darlige samvittighed meldte sig.
Jeg var fuld af skam da jeg igen stoedte paa hende foran indgangen til mit hostel. Hun syntes dog at vaere kommet sig over forskraekkelsen for hun naermede sig med hastige skridt mens jeg mentalt forberedte den undskyldning hun skulle have. Dette blev dog kun ved tanken. Jeg naaede akkurat at forme munden og paabegynde en vag start paa en saetning foer hun havde overrumplet mig med en dramatisk beskrivelse af hvordan jeg havde forskraekket hende, hvor ked af det hun var blevet og at jeg selvsagt anstaendigvis burde betale for forvoldt svie og smerte. Dette var draaben – jeg vristede mig ud af hendes fangarme og flygtede til mit vaerelse, boltede doeren til og bad til at jeg ikke behoevede at konfrontere Indien igen - det naeste halve doegn ihvertfald.
Next stop - Nashik. En pilgrimsby ca. 300 km syd for Mumbai, hvor jeg skulle finde mit logi for den naeste maaned. Mit tog ankom dog saa sent, at det boed mig at overnatte en nat i byen foer jeg kunne rejse til min ashram. Da jeg ikke havde nogen ide om hvad der boed sig af guesthouses i denne by, var det nemmeste at faa en rigshawchauffoer til at bringe mig til et af de steder han havde kendskab til.
Det var bestemt ikke luksus, men nu var det ikke saa meget stedet der gjorde mig mistaenkelig men i langt hoejere grad personalet. Den mandlige receptionist havde utroligt svaert ved at redegoere for hvorfor han kraevede meget mere for en overnatning end det der stod paa prislisten. Samtidigt var hans blik saa undersoegende og intenst at de smaa haar begyndte at rejse sig. Jeg fik hurtig forhandlet mig frem til en pris og flygtede atter en gang til mit vaerelse og laaste alt hvad der laases kunne.
Jeg var stort set paa vej i seng da det kl 23 bankede paa doeren. Udenfor stod nu den gustne receptionist, der bare lige ville hoere om jeg ikke skulle have noget aftensmad. Jeg fik takket nej og sagt godnat, men idet jeg var ved at lukke doeren satte han foden indenfor, rakte haanden ud som for at tage mig i haanden og fik fortalt hvor godt han syntes om mig.
Fuldstaendig paf sagde jeg ham tak for komplimentet, gengaeldte ved at fortaelle at han garanteret ogsaa var en god mand, men at han nu maatte fjerne sin fod inden den for alvor kom i klemme. Da han desvaerre ikke reagerede med en hastighed jeg fandt passende endte det saaledes med et skub og et klem, hvad hurtigt fik ham til at betakke sig og udstoede et nu knap saa venligt godnat.
-Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar