Traet i Trat, poker og elefanter

Efter at have sagt farvel til Helle i Bangkok, bestemte Dortes kaereste Soeren og jeg os for at finde strand og sol. Jeg var syg for at komme ud at dykke, og Soeren var ikke sen til at se fornuften i at tage til en oe hvor dresscoden er minimalistiske bikinier. En rask beslutning senere var vi paa vej mod oen Koh Chang, taet paa den cambodianske graense. Efter seks lange timer i en bus med lidt for lidt benplads bestemte vi os for at tage en overnatning i byen Trat (i og for sig et ret suggestivt navn)

Trat er en transitby, der lidt som Nong Khai, har en smule turisme, men hvor alle ellers passer deres egne sager. Her kan man foele sig helt normal istedet for i en rolle som mavesur turist, hvad Bangkok lidt fordrer hvis man ikke vil snydes alt for grusomt. Da vi havde smidt rygsaekkene paa det billigste guesthouse jeg endnu har boet i i Thailand, drog vi byen for at vaede ganen og finde noget at spise. Lidt generaliserende maa jeg indroemme, at vi i hinandens selskab havde en tendens til maaske ikke altid at huske, at udvise klaedeligt maadehold i forhold til oellene. Den paagaeldende aften resulterede det i sort snak og en ualmindelig flov foelelse naeste morgen, da mit pas paa mystisk vis var pist vaek! For f.. da ogsaa…

Vi var paa vej ud i byen for at konsolidere det simultane tab af hjerneceller og rejsepapirer, da indehaveren af guesthouset raabte efter mig. Jeg skulle da vel ikke tilfaeldigvis mangle mit pas? Oeh.. jo, sjovt nok. Hoe-hoe. Flovt flovt. Aabenbart havde jeg tabt det paa gaden, og en venlig sjael havde lagt to og to sammen, og bragt passet til naermest, og formoder jeg, eneste, guesthouse hvor saadan en hvid mand kunne taenkes at bo. Naa, ren og skaer altruisme var det nu ikke, for ejeren af guesthouset oplyste af finderen ville kigge forbi senere paa dagen for at faa sin findeloen. Vi var desvaerre i bekneb for tid, da vi havde faergebilletter til om formiddagen, saa jeg maatte ud og koebe en flaske whisky som jeg saa pakkede ubehjaelpeligt ind i en avis sammen med en skaerv. Saadan, med den karmiske balance i orden, ankom vi til Koh Chang.

Koh Chang skulle vise at vaere en laekker ferieoe med alle de velsignelser en saadan har. Som bekendt, gaar forbandelser desvaerre gerne haand i haand med velsignelser, og paa Koh Chang blev det diabolske islet varetaget en en flok indiske skraeddere af den slags som kalder een ven, og som vil give haand, men ikke slip.

Det blev ikke til saa megen dykning paa Koh Chang, som jeg havde haabet paa. Dykningen var ikke saa interessant, og de forskellige selskaber kunne ikke skrabe nok folk sammen til at natdykke, som jeg ellers havde sat naesen op efter. Istedet begyndte vi at spille poker, men paa nogle lidt saerlige praemisser. Kombinationen af min egen uduelighed, og Soerens status som hajen fra Soenderjylland, gjorde det klart fra starten at min spilleglaede ville blive kort. Vi enedes om at han kunne give mig en portion penge, som han saa kunne vinde tilbage fra mig. Det gjorde han saa, ubesvaeret, adskillige gange og saaledes fordrev vi tiden paa Koh Chang.

En af dagene lod Soeren mig vide, at vi enten skulle ud og ride paa elefanter eller svoemme med delfiner. Jeg har en droem om at moede vilde delfiner paa et dyk engang, saa valget faldt paa en elefanttur, som det ajourfoerte videoarkiv (nummer2) ioevrigt kan bevidne. De der endnu ikke har set min naerdoedsoplevelse paa en Cambodiansk skydebane kan i oevrigt ogsaa se den her.

Alt for nu.

- Soeren