I skrivende stund sidder jeg og hiver mig selv i mine blonde lokker i ren og skaer frustration over at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. Jeg gaar ud fra, det er prisen for ikke at have skrevet i saa lang tid. Jeg vaelger dog at kaste skylden fra mig og bevaege mig ud i en forklaring, der kan vaekke lidt forstaaelse. Vi er igen blevet velsignet med besoeg fra hjemmefronten - denne gang af de dejlige eventyrlystne kvinder Dorthe og Marlene. De to kendte ikke hinanden i forvejen, men skaebnen ville, at de havde bestilt billet til det samme fly - saa de valgte at slaa pjalterne sammen og udforske Oesten side om side. Det skulle vise sig at vaere et utroligt heldigt mix og da de efter et par dage i Bangkok dukkede op i Nongkhai var det som at moede et gammelt aegtepar - de kendte hinanden alt for godt!
Nu havde vi desvaerre kun weekenderne sammen, da vores arbejde ikke tillod os at holde ferie, mens vores gaester var her. Vi valgte sammen at drage mod nord og besoege mekkaet for naturelskere og for folk der ynder at tage paa aktiv ferie. Stedet der samtidigt tiltraekker tusindvis af svampehungrende og halv- hallucinerende rygsaeksrejsende, Vang Vieng.Da regntiden stadig var paa sit hoejeste betoed det, at der var rigtig meget vand i Mekongfloden, hvad der gav fremragende muligheder for White river rafting som Marlene var staerkt hooked paa - og tubing, som vi andre lidt mere primitive og halvdovne weekendturister var opsatte paa. Tubing er i vores oejne en fremragende sportgren, der ret beset gaar ud paa at saette sig i en badering og lade sig foere af stroemmen ned ad floden. Med henblik paa beskyttelse mod fare for overanstraengelse og dehydrering, er der hele vejen langs flodbreden smaa intermistiske beverdinger, hvor man kan erhverve sig forfriskninger saasom Lao Beer og den lokale riswhiskey. Paa aegte demokratisk vis ( 3-1) blev det bestemt, at vi maatte proeve sidstnaevnte.
Uden helt at vide hvordan det skulle foregaa, fik vi sat os i baderingen og floed afsted. Dorthe og jeg havde begge vaeret rimeligt bekymrede for hvordan man kom ind til siden - vi kunne begge se at, det kunne vi hoejst sandsynligt ikke selv klare. Og ganske rigtigt - da de to andre var drevet ind til et pitstop - for vi videre og anede ikke hvordan vi skulle komme tilbage. Bekymringen var kortvarig, idet vi saa to laotere springe i vandet og svoemme som besatte efter os. Faa minutter efter svoemmede to maend - halvt saa store som os, prustende og stoennende, med os mod stroemmen, for at vi skulle bruge vores penge i deres bar. Vi kvitterede for deres anstrengelser ved at sidde der rigtigt laenge. Mange laotere har den venlige gestus at tilbyde et glas af deres riswhiskey, som man sammen skal drikke. Dette var ogsaa tilfaeldet her. Der er dog det saeregne ved riswhiskey, at det ligner beskidt vand og da ejerne af denne bar havde valgt at fylde den paa en gammel vandflaske - var d
et selvfoelgelig mest naerliggende, at det drejede sig om dette og ikke whiskey. Uheldigvis var det Marlene, der intet anede om denne gestus, der foerst fik tilbudt et glas. Og foer vi naaede at indvende noget havde hun haeldt glasset ud over hendes haender og gnubbede ihaerdigt for at faa disse rene. Laoteren blev tavs og det samme gjorde vi, alt imens vi proevde at kontrollere et uhaemmet latterudbrud. Da han efter et par sekunders tavshed var kommet sig over denne enorme fornaermelse, gik han sin vej, i oevrigt uden at tilbyde os et glas......Ved ikke helt om vi skammer os vildt over hende eller om vi er hende dybt taknemmelige....-Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar